Watch Medier

Inflationen i EU runder 10 procent

Inflationen i Europa fortsatte opad i august, viser det EU-harmoniserede forbrugerprisindeks.

Inflationen i Europa ser ikke ud til at stoppe for nu. | Foto: Apu Gomes/AFP/Ritzau Scanpix.

Selv om inflationen er historisk høj i Europa, er der endnu ikke tegn på, at den har toppet.

Det viser det EU-harmoniserede forbrugerprisindeks for august, som Danmarks Statistik har offentliggjort.

Den årlige inflation i de 27 EU-lande ligger på 10,1 procent, hvilket er 0,3 procentpoint højere end i juli.

I Danmark er inflationen opgjort til at være lidt lavere, nemlig 9,9 procent mod 9,6 procent i juli. Det er den 12. laveste inflation blandt de 27 lande.

Det er til gengæld det højeste niveau, der er konstateret i Danmark, siden indekset blev taget i brug i 1997.

”Det er en ringe trøst, at vi slipper billigere end i mange andre EU-lande.”

”Det skyldes først og fremmest, at Danmark er mindre afhængige af olie og gas, som netop er noget af det, der hiver inflationen op i øjeblikket,” skriver Niklas Præfke, der er cheføkonom hos Lederne, i en kommentar til tallene.

Forventes ikke at aftage

Hos Arbejdernes Landsbank konstaterer seniorøkonom Lisette Rosenback, at visse råvarer og fødevarer er begyndt at falde i pris, ligesom fragtrater og olie gør det.

”Vi vurderer dog, det endnu ikke er nok til at få inflationen til at aftage i den nære fremtid, men det vil dæmpe stigningen i inflationen,” skriver hun i en kommentar.

Det EU-harmoniserede forbrugerprisindeks er sammensat på en anden måde end det danske, så man bedre kan sammenligne landene på tværs. Derfor kan de to metoder give forskellige resultater.

Det seneste danske forbrugerprisindeks fra Danmarks Statistik viste en inflation i Danmark i august på 8,9 procent på årlig basis.

Mere fra Watch Medier

Læs også

Relaterede

Seneste nyt fra alle vores medier

Jobs fra alle vores medier

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs