
Delebilsselskabet Greenmobility nedjusterer forventningerne med henvisning til fortsatte høje elektricitetspriser og opbremsningen i forbruget og samtidig afskediges topchef Thomas Heltborg Juul.
Det fremgår af to børsmeddelelser fra selskabet fredag.
Greenmobility sænker forventningerne til omsætningen til 95-100 mio. kr. fra tidligere ventet 100-110 mio. kr., mens forventningerne til resultatet nu ventes at blive negativt på 75-80 mio. kr. mod tidligere ventet 60-70 mio. kr.
Selskabet har den seneste måned iværksat et energigebyr per kilometer på alle ture samt intern tilpasning.
Den nuværende markedssituation medfører også forretningstilpasninger:
”Dette kan omfatte eventuel lukning eller tilpasning af eksisterende tabsgivende markeder og/eller ombalancering af flåden til højindtægtsmarkeder,” skriver Greenmobility.
Greenmobilitys bestyrelse har besluttet, at det er tid til en ændring af ledelsen og er blevet enige med administrerende direktør Thomas Heltborg Juul om, at han forlader selskabet med øjeblikkelig virkning.
Selskabet har indledt en søgning efter den nye topchef. Finansdirektør Anders Wall, der har været medlem af direktionen de seneste 5 år, bliver konstitueret topchef, og driftsdirektør Kim Hein får udvidet ansvar.
Aktien faldt 1,4 pct. i den indledende handel på børsen i København.