SAS hænger efter Norwegian

Flyselskabet Norwegian har i højere grad fået passagererne tilbage, mens SAS fortsat kæmper efter coronapandemien. 
Foto: Tt News Agency/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Tt News Agency/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Mens den hos SAS står på redningsplan, konkursbeskyttelse og direktørafgang, har resten af luftfartsbranchen herunder også den lavpriskonkurrenten Norwegian i højere grad fået passagererne tilbage i flyene.

Det illustreres ifølge luftfartsanalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank af Norwegians passagertal for 2022. Her ser det ifølge analytikere ud til, at Norwegian har indhentet SAS’ niveau for passagerer på rutefly.

”Det betyder, at spillepladen for de to bliver langt mere lige end det, vi har set tidligere,” siger han.

”Det er en udfordring for et SAS, som skal rejse sig, og som har brug for at skabe et passagerniveau, der er endnu bedre end inden corona, at Norwegian er så offensiv.”

SAS kommer først 10. januar med sit passagertal for december. Først her kan der sættes to streger under hele 2022.

Selv om tiden før coronapandemien ligger langt tilbage - særligt i luftfartsbranchen - er det ikke mange år siden, at Norwegian var ude i tovene, og SAS kunne se frem til et par år med mindre konkurrence på afgange fra Norden.

Sådan er virkeligheden ikke mere ifølge Jacob Pedersen:

”Billedet er et stykke hen ad vejen omvendt. Norwegian har fundet sine ben i en situation, hvor jorden stadig er gyngende under SAS,” siger han.

Det er ikke kun Norwegian, der har haft en overraskende god slutning på 2022. Ryanair opjusterede onsdag aften sine forventninger til det skæve regnskabsår.

Det skyldes en rejsesæson, hvor efterspørgslen var højere end ventet.

Også tyske Lufthansa har tidligere opjusteret på grund af større efterspørgsel end ventet.

”Det er en slående kontrast til de tab, som vi har set SAS offentliggøre,” siger Jacob Pedersen.

”Virkeligheden er, at SAS mister konkurrencekraft og markedsandele i forhold til de andre aktører.”

Generelt har luftfartsbranchen i 2022 oplevet en stigende lyst fra forbrugere til at rejse ud. Det kan meget vel bære et stykke ind i 2023, vurderer Jacob Pedersen, men når sommerferien er bestilt, kan bøtten meget vel vende.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også