Den børsnoterede producent af elektrolyseanlæg Green Hydrogen Systems har modtaget sin hidtil største ordre nogensinde.
Kontrakten inkluderer levering og servicering af 16 nye elektrolyseanlæg fra A-serien med en samlet kapacitet på 7,2 megawatt, skriver selskabet i en meddelelse fredag.
Aftalen er indgået med en uoplyst international kunder.
”Vi er glade for at kunne annoncere vores største ordre til dato. Denne ordre bekræfter vores konkurrenceposition for vores modulære tryksatte alkaliske elektrolysatorer internationalt,” siger administrerende direktør Sebastian Koks Andreassen fra Green Hydrogen Systems.
Brintselskabet fortæller desuden, at det venter at annoncere ureviderede tal for 2022 og en prognose for 2023 senere i januar, når de er klar. Annonceringen vil blive efterfulgt af en telekonference.
Aktien, der inden meddelelsen lå i plus 1,9 pct., stiger fredag eftermiddag 8,7 pct. til 28,65 kr. på børsen i København.