Beskæftigelsen har aldrig været højere i it-branchen

Beskæftigelsen i den danske it-branche var den højeste nogensinde i tredje kvartal 2022. Brancheforeningen forventer, at 2023 bliver et mere udfordrende år. 
"Mange virksomheder oplever stadig udfordringer med at få besat de opslåede stillinger med kvalificeret arbejdskraft," siger IT-Branchens adm. direktør, Natasha Friis Saxberg. | Foto: Stine Bidstrup/ERH
"Mange virksomheder oplever stadig udfordringer med at få besat de opslåede stillinger med kvalificeret arbejdskraft," siger IT-Branchens adm. direktør, Natasha Friis Saxberg. | Foto: Stine Bidstrup/ERH

106.398 fuldtidsbeskæftigede. Så mange fuldtidsbeskæftigede var der ifølge foreningen IT-Branchens tal ansat i tredje kvartal af 2022 i den danske it-branche, og det er det højeste antal nogensinde.

Ifølge en pressemeddelelse fra brancheforeningen har it-branchen oplevet fremgang i beskæftigelsen siden begyndelsen af 2015 kun afbrudt af en mindre tilbagegang i antallet af fuldtidsbeskæftigede i første og andet kvartal 2020, da samfundet oplevede en generel tilbagegang som følge af coronanedlukningen.

De 106.398 fuldtidsbeskæftigede er ifølge meddelelsen en stigning på 6.671 ansatte. Det svarer til en vækst på 6,7 pct. i forhold til samme kvartal i 2021, hvor der var 99.727 fuldtidsansatte i it-branchen. 

Ifølge IT-Branchen er der tale om den største årlige stigning i beskæftigelsen siden 2009.

”Manglen på arbejdskraft er stadig en udfordring i it-branchen, og mange virksomheder oplever stadig udfordringer med at få besat de opslåede stillinger med kvalificeret arbejdskraft. Så på trods af de flotte ansættelsestal, har vi stadig en enorm kompetencemangel i branchen,” siger IT-Branchens adm. direktør, Natasha Friis Saxberg, i meddelelsen.

Krisetegn i it-branchen

I meddelelsen fremgår det, at der i 2023 er en opbremsning i antallet af it-stillinger. 

Det kan ifølge IT-Branchen tyde på, at ”vi snart går ind i mindre gode tider, hvor der er længere mellem ordrerne og/eller at omkostningerne er steget så meget, at der er behov for at gentænke f.eks. ansættelser”.

”Selvom vi endnu ikke kan se i tallene, at der er en krise på vej i it-branchen, så begynder vi at høre om markeder, brancher og kunder, der holder igen med it-ordrerne og -udviklingen. Derfor forventer vi også, at 2023 bliver et mere udfordrende år,” siger Natasha Friis Saxberg i meddelsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også