Tomt butiksareal når højeste niveau i to år

Større kæder har trimmet deres butiksnet, og nogle spisesteder er bukket under, lyder nogle af forklaringerne på, at ledige lejemål er vokset fra 2,7 til 2,9 pct. af det samlede butiksareal.
Lige under 3 pct. af landets butikslokaler står tomme, hvis man skal tro på nye tal fra Ejendomstorvet. | Foto: Claus Bonnerup
Lige under 3 pct. af landets butikslokaler står tomme, hvis man skal tro på nye tal fra Ejendomstorvet. | Foto: Claus Bonnerup

Det er måske nu, man skal slå til, hvis man er på jagt efter et ledigt butikslokale.

I hvert fald ligger antallet af tomme lejemål på det højeste niveau siden årsskiftet 2020/21, viser den kvartalsvise statistik fra erhvervsportalen Ejendomstorvet i samarbejde med Dansk Ejendomsmæglerforening og Ejendomdanmark.

”Igennem halvandet år lå det samlede udbud af kvadratmeter nogenlunde stabilt omkring 2,7 procent af det totale butiksareal i landet. Men ved indgangen til 2. kvartal er det steget til 2,9 procent, og vi skal ni kvartaler tilbage – til 1. kvartal 2021 – for at finde et højere udbud, som dengang var på 3,0 procent,” udtaler adm. direktør Jakob Wegener fra Ejendomstorvet.dk i en kommentar til tallene.

Han nævner, at antallet af udbudte lokaler på portalen i slutningen af januar lå på 1620 – det ligger i dag 17 pct. procent højere.

Hos mæglerfirmaet EDC Erhverv Poul Erik Bech har chef for detailhandel Frank Heskjær en forklaring på udviklingen:

”Egentlig er det en overraskende lille stigning i tomgangen. Med høj inflation, høje energipriser, stigende rente og øgede lønudgifter er en del restauranter og spisesteder bukket under, og samtidig har flere større butikskæder, f.eks. inden for tøj, trimmet deres net af butikker. Nu har de færre afdelinger i de allerstørste byer og kun en enkelt i mellemstore byer,” udtaler Frank Heskjær. 

I absolutte tal har Danmark i alt 20,2 mio. kvm butiksareal, og ved indgangen til andet kvartal 2023 var 590.300 kvm udbudt til leje eller salg svarende til 2,9 procent.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også