Softwarekoncernen Simcorp, der er i gang med at blive overtaget af Deutsche Börse, kom godt igennem andet kvartal med en tocifret omsætningsvækst og to nye kunder i bogen.
Det viser regnskabet for andet kvartal fredag.
Administrerende direktør Christian Kromann fremhæver det solide resultat og tilgang af to kunder samt udvidede aftaler med tre eksisterende kunder, der har underskrevet SaaS-aftaler. Det står for software-as-a-service og er abonnementsaftaler.
I kvartalet har Simcorp fået det saudiske investeringsselskab Hassana Investment Company og en statsfond, der begge skal have Dimension-løsninger, som nye kunder.
I begyndelsen af tredje kvartal har Simcorp underskrevet en aftale med en nordamerikansk kapitalforvalter.
Vækst på 13 pct. i andet kvartal
Den rapporterede omsætning er steget med 13,4 pct. til 131,6 mio. euro drevet af en vækst på 74,2 pct. i abonnementsomsætningen.
Dermed har softwareselskabet nået en milepæl, idet mere end en fjerdedel af kunderne nu er på en abonnementsløsning.
”Vi fortsætter med at få flere kunder live på vores SaaS-platform, og vi forventer, at antallet af kunder til at gå live på SaaS vil være rekordhøjt i andet halvår af 2023,” siger Christian Kromann i en kommentar til MarketWire.
De samlede driftsomkostninger stiger mindre end omsætningsvæksten med 9,6 pct., hvor et fald på 11,8 pct. i administrationsudgifterne er med til at trække ned, idet de er påvirket af FuEl-omkostningsprogrammet.
Før særlige poster er driftsindtjeningen øget til 18,6 mio. euro fra 12,9 mio. euro.
Simcorp fastholder forventningerne til 2023 om en omsætningsvækst i niveauet 6 til 11 pct., en vækst i den årlige tilbagevendende omsætning (ARR) på 12 til 17 pct. og en overskudsgrad (EBIT-margin) i niveauet 21 til 24 pct. Alle målt i lokal valuta.
Tabel for Simcorps andet kvartal.
Mio. euro
|
Q2 2023
|
Q2 2022 |
FY 2022
|
Omsætning
|
131,6 |
116,0 |
561,0
|
EBIT
|
15,2 |
6,2 |
125,9
|
Resultat før skat
|
13,9 |
11,2
|
128,1
|
Nettoresultat
|
10,6
|
9,3 |
99,3
|
Ordreindtag
|
23,7 |
17,0
|
189,1
|
Ordrebog
|
96,0 |
81,7 |
109,5
|