Den samlede Postnord-koncern har tabt 753 mio. svenske kroner i løbet af årets første ni måneder, viser nyt kvartalsregnskab fredag.
Det svarer til et underskud på 476 mio. danske kroner.
Det er blandt andet et resultat af, at koncernens omsætning har været nedadgående i 2023.
I alt er der blevet omsat for 28,9 mia. svenske kroner de første ni måneder – et fald på godt 600 mio. svenske kroner i forhold til samme periode sidste år. Årsagen er primært en svag udvikling i den svenske del af forretningen.
Produktionsomkostningerne har været høje, i forhold til at pakkemængderne på samme tid er faldet.
Pakkemarkedet er i det hele taget præget af prispres og fortsat faldende mængder, skriver Postnord i sit regnskab.
Dansk fremgang
Omsætningen alene i tredje kvartal ender på 9,1 mia. svenske kroner, hvilket er et fald på 6 pct. sammenlignet med sidste år.
Tabet i perioden beløber sig til 38 mio. svenske kroner mod et overskud i tredje kvartal 2022 på 19 mio. svenske kroner.
Ser man udelukkende på den danske del af post- og pakkekoncernen i tredje kvartal, er omsætningen dog steget til 1,9 mia. svenske kroner fra 1,8 mia. svenske kroner i samme periode året forinden.
Selskabet oplyser ikke nettoresultater på landebasis, men det danske driftsresultat er forbedret i kvartalet. Driftsunderskuddet lander på 48 mio. svenske kroner, mens underskuddet året før lød på 70 mio. svenske kroner.
”Stram” tidsplan for dansk postaftale
Den danske del af Postnord er desuden på udkig efter en ny topchef, da Peter Kjær Jensen i september besluttede sig for at forlade virksomheden.
Det skete få måneder før, at det danske postmarked fra årsskiftet efter planen skal liberaliseres. Det betyder, at Postnord ikke længere skal varetage den såkaldte befordringspligt mod kompensation fra staten.
I stedet bliver befordringspligten i vid udstrækning droppet med undtagelse af specielle elementer som betjening a øsamfund, levering af blindepost og udlandspost.
I kvartalsrapporten bemærker Postnord-koncernen da også, at der er ”store ændringer i befordringspligten på vej i Danmark.”
Koncernen peger på, at tidsplanen for liberaliseringen af det danske postmarked er ”stram”.
Desuden lyder det i rapporten, at der er en dialog i gang mellem Postnord og den danske stat, som arbejder på at indgå en overgangsaftale om de tilbageværende dele af befordringspligten, indtil nye postudbud er gennemført.