Julesalget steg med 5,3 pct. i forhold til sidste år: "Strålende nyhed"

Detailsalget faldt samtidig én procent i december i forhold til måneden før, når man korrigerer for sæson og prisudvikling.
"Butikkerne nyder godt af, at danskerne har fået flere penge mellem hænderne efter reallønsfremgang, og beskæftigelsen er steget,” siger Kristian Skriver, seniorøkonom i Dansk Erhverv. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix
"Butikkerne nyder godt af, at danskerne har fået flere penge mellem hænderne efter reallønsfremgang, og beskæftigelsen er steget,” siger Kristian Skriver, seniorøkonom i Dansk Erhverv. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix
af ritzau

Efter fire måneder i træk med fremgang, faldt detailomsætningen herhjemme i december, når man korrigerer for sæson og prisudvikling.

Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik, som har opgjort faldet til at være én procent i forhold til november.

Tilbagegangen sker, efter at det såkaldte detailomsætningsindeks ellers er steget fire måneder i træk og skyldes formentlig et flot novembersalg og dermed et stærkt sammenligningstal.

For kigger man på omsætningen i butikkerne i november og december i år og sammenligner med julehandlen i de tilsvarende måneder i 2022, er der tale om en fremgang på 5,3 procent.

”Flere penge mellem hænderne”

Det er noget mere end de to procent, som man forventede hos Dansk Erhverv.

”Det er en strålende nyhed for de mange detailbutikker, at der var flot fremgang i julesalget. Butikkerne nyder godt af, at danskerne har fået flere penge mellem hænderne efter reallønsfremgang, og beskæftigelsen er steget,” siger Kristian Skriver, seniorøkonom i Dansk Erhverv.

Set over hele 2023 lå det samlede detailsalg 0,9 procent lavere end i 2022.

”Detailsalget ligger dermed stadig et stykke under niveauet under corona, hvor danskerne flåede varer ned fra hylderne, da restriktioner og nedlukninger dæmpede forbruget i servicesektoren,” konstaterer Mathias Dollerup Sproegel, seniorøkonom i Sydbank.

Han forventer, at stigende købekraft hos de danske forbrugere som følge af de stigende lønninger og den vigende inflation vil skubbe til forbruget i år.

”Vi tror, at fremgangen især kan blive mærket hos butikker, der sælger varer i den lidt dyrere ende af skalaen. Varer, der kan betegnes som ”nice to have”, men ikke ”need to have”. Det er i hvert fald disse områder af detailsalget, der har været hårdest ramt det seneste år,” siger han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også