Dansk del af kæden The Body Shop går konkurs

Lidt mere end 90 medarbejdere i The Body Shop i Danmark er blevet opsagt, oplyser kuratoren. I forvejen er den internationale moderkoncern under rekonstruktion.
"De havde 15 butikker, og dem har vi brugt dagen i dag på at lukke, så vi har sikret varelageret," siger kurator Anders Hoffmann Kønigsfeldt, der er partner hos Bech-Bruun. | Foto: Isabel Infantes/Reuters/Ritzau Scanpix
"De havde 15 butikker, og dem har vi brugt dagen i dag på at lukke, så vi har sikret varelageret," siger kurator Anders Hoffmann Kønigsfeldt, der er partner hos Bech-Bruun. | Foto: Isabel Infantes/Reuters/Ritzau Scanpix
Af Ritzau

Butikskæden The Body Shop, som blandt andet sælger kosmetik og hudplejeprodukter, er gået konkurs i Danmark. 

Det skriver B.T. 

Anders Hoffmann Kønigsfeldt, der er partner hos Bech-Bruun, er blevet indsat som kurator. Advokaten, der også er en del af kuratellet i konkursboet efter Nordic Waste, bekræfter over for Ritzau, at selskabet bag The Body Shop er blevet taget under konkursbehandling onsdag morgen. 

”De havde 15 butikker, og dem har vi brugt dagen i dag på at lukke, så vi har sikret varelageret,” siger Anders Hoffmann Kønigsfeldt.

Desuden er samtlige medarbejdere blevet opsagt. Det drejer sig om lidt over 90, oplyser kuratoren. 

I Danmark er det selskabet B.S. Danmark, der har drevet butikkerne. 

Ifølge B.T. findes der dog The Body Shop-butikker i Danmark, som ikke har været drevet af B.S. Danmark. Det gælder ifølge mediet blandt andet butikken i Frederiksberg Centret og i Vejle. Det er uvist, om de butikker også lukker. 

Ifølge Anders Hoffmann Kønigsfeldt er konkursen sket på baggrund af en egenbegæring. Det vil sige, at det er selskabet selv, der har indgivet en begæring om konkurs. 

I problemer i England

Tidligere i februar skrev flere internationale medier herunder Reuters, at den britiske del af The Body Shop var gået i rekonstruktion. 

En rekonstruktion er en proces, hvor man forsøger at redde en virksomhed, som er i risiko for at gå konkurs. 

Ifølge Financial Times forventes det, at lidt under halvdelen af de britiske 198 butikker vil blive lukket. Det skrev mediet 20. februar.

Anders Hoffmann Kønigsfeldt oplyser, at den danske konkurs er en afledt effekt af, at kæden er i problemer i England. 

Ifølge The Body Shops egen hjemmeside blev den første butik åbnet i 1976 i byen Brighton i det sydlige England. 

I 2006 blev The Body Shop opkøbt af L’Oréal Group. Ifølge The Guardian betalte L’Oréal dengang 652 millioner pund for selskabet. Med dagens valutakurs svarer det til knap 5,7 milliarder kroner. 

I 2017 solgte L’Oréal brandet videre til det brasilianske kosmetikselskab Natura & Co. Senest skiftede The Body Shop hænder i november 2023. Her var det det europæiske investeringsselskab Aurelius, som overtog det.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også