Pensiondanmark udligner rædselsåret 2022: "Vi er et af de få selskaber, som har genereret et positivt afkast"

Trods et af pensionsbranchens laveste afkast for 2023 har Pensiondanmark indhentet det tabte fra rædselsåret 2022. 
Susanne Østergaard Lundby er finansdirektør i Pensiondanmark. | Foto: Pr / Pensiondanmark
Susanne Østergaard Lundby er finansdirektør i Pensiondanmark. | Foto: Pr / Pensiondanmark

Pensiondanmarks investeringsafkast til medlemmerne lå i den lave ende sammenlignet med branchekolleger i 2023, hvor afkastet relateret til markedsrenteprodukter ifølge det nye regnskab lød på 8,0 pct.

Men i modsætning til de fleste andre selskaber har Pensiondanmark ved årets udgang indhentet det tabte fra året før, hvor alle pensionsselskaber fik store tab på finansmarkederne.

”Vi fokuserer på det langsigtede afkast. Og hvis vi eksempelvis kigger på de seneste to år, hvor de finansielle markeder har været meget turbulente, er vi et af de få selskaber, som har genereret et positivt afkast for vores medlemmer,” siger finansdirektør Susanne Østergaard Lundby.

I 2023 gennemførte selskabet for første gang i sin levetid et direktørskifte, da adm. direktør Torben Möger Pedersen forlod selskabet. I stedet udpegede bestyrelsen Peter Steensgaard Mørch, som ny topchef.

Han tiltræder imidlertid først den 15. august 2023, da han det første år har titel af viceadm. direktør, hvor han skal lære virksomheden at kende. Indtil han tiltræder, er investeringsdirektør Claus Stampe midlertidig adm. direktør.

At Pensiondanmark har lavere afkast, når de andre selskaber klarer sig rigtig godt og omvendt taber mindre, når det går dårligt for kollegerne, er der en grund til, fortæller hun.

”Der, hvor vores investeringsstrategi adskiller sig, er, at vi ligger en lille smule lavere på aktier. Det har vi altid gjort – blandt andet fordi mange af vores medlemmers pensionsopsparing er mindre end mange andre danskeres. Så vi skal være ekstra forsigtige og være ekstra opmærksomme på, at vi får beskyttet deres depoter mest muligt,” siger Susanne Østergaard Lundby.

Frasalg af vindmølleparker

Pensiondanmark har gennem de senere år kørt et fast parløb med investeringsselskabet Copenhagen Infrastructure Partners, som har investeret i blandt andet vindmølleparker på vegne af pensionskassen. I løbet af det seneste år er der imidlertid blevet solgt flere vindmølleparker fra.

Susanne Østergaard Lundby fortæller, at Pensiondanmark og CIP simpelthen har kunnet få en god pris for vindmølleparkerne.

”Vi skal altid se på, om det kan svare sig at beholde en investering, eller om vi kan få et bud, som giver et rigtig godt afkast. Og det har selvfølgelig været tilfældet i forbindelse med frasalget af vindmølleparker sammen med CIP. Vi har fået et rigtig godt tilbud, og så skal vi selvfølgelig sælge. Vi skal altid maksimere vores medlemmers afkast,” forklarer hun.

Regnskabet er historisk i den forstand, at det er første gang, Torben Möger Pedersen, der var adm. direktør indtil sidste år, ikke præsenterer det. Men også fordi Pensiondanmark for første gang smelter sin årsrapport sammen med rapporten for samfundsansvar.

Det betyder, at tal for indbetalinger, omkostninger og afkast står side og side med tal for CO2-udledning, kønsdiversitet og sygefravær. 

Af oversigten for CO2-udledning kan man se, at CO2-udledningen per investeret million gennemsnitligt er steget til 7,1 ton fra 6,6 ton, Alle investeringskategoriernes CO2-aftryk er faldet i det forgangne år, bortset fra infrastruktur, hvor fodaftrykket er steget til 19,6 ton fra 10,6 ton. Det skyldes, at skibsfart nu er inkluderet i opgørelsen.

”Skibsfart har vi ikke tidligere haft med i regnestykket, så det er derfor, man kan se en stigning i CO2-udledningen. Man skal huske, at bæredygtighedsdataene er på lidt af en modenhedsrejse, så for hvert år der går, lykkes det os at få taget flere af vores investeringer med i regnestykket,” siger Susanne Østergaard Lundby.

Nye klimamål

Når man sammenligner de enkelte investeringskategorier med reduktionsmålet for 2025, er Pensiondanmark i mål over hele linjen - undtagen på infrastruktur. Der kan da også være nye mål på vej, fortæller finansdirektøren.

”Vi er i gang med at implementere CSRD-direktivet, og en del af implementeringen handler også om at få kalibreret nogle nye målsætninger. Vi får et meget bedre overblik over, hvor der skal sættes ind henne. Så det er bestemt ikke, fordi vi er uambitiøse. Vi er meget ambitiøse, men vi vil rigtig gerne bruge CSRD-implementeringen som anledning til at komme med nogle endnu mere kvalificerede målsætninger,” siger hun.

I det forgangne år har Pensiondanmark haft indbetalinger for 15,4 mia. kr., hvilke var en stigning fra 14,8 mia. kr. året før. Investeringsafkastet lød samlet på 23,0 mia. kr., hvor det året før var negativt med 18,1 mia. kr. 

Driftsomkostningerne blev opgjort til 265 mio. kr. fra 247 mio. kr., og det er resultater, som Susanne Østergaard Lundby er godt tilfreds med.

”Glædeligvis kan vi konstatere, at langt den største del af de i alt næsten 40 mia. kr., vi har fået i kassen, enten er udbetalt til medlemmerne eller overført til medlemmernes depoter,” siger hun.

Pensiondanmark havde ved udgangen fa 2023 329,8 mia. kr. under forvaltning. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også