Legos massive vokseværk fik en mavepuster sidste år

For første gang siden 2017 faldt Legos overskud sidste år, viser årsregnskabet. Også salgsvæksten har tabt fart, men topchefen er tilfreds i lyset af det svage legetøjsmarked.
"Det svageste legetøjsmarked i 15 år," siger topchef i Lego, Niels B. Christiansen, om 2023. | Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
"Det svageste legetøjsmarked i 15 år," siger topchef i Lego, Niels B. Christiansen, om 2023. | Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Salget hos den danske legetøjsgigant Lego voksede ganske vist sidste år, men tempoet er langt fra de seneste rekordår.

Virksomhedens årsregnskab viser tirsdag, at Lego solgte for 65,9 milliarder kroner i 2023.

Det svarer til en vækst på to procent. Til sammenligning voksede omsætningen med knap 17 procent året før.

Selv om vokseværket har taget et slag, er topchef Niels B. Christiansen tilfreds med resultatet. Det skal nemlig ses i lyset af legetøjsmarkedets svære vilkår i 2023.

”Vi har nok haft det svageste legetøjsmarked i 15 år, så det, der er interessant, er, at vi igen har formået at vokse hurtigere end markedet. Det har vi også gjort de seneste år, hvor vi har taget kraftige markedsandele,” siger han.

Pressede konkurrenter

Nogle af de store konkurrenter som Hasbro og Mattel er blevet endnu hårdere ramt af tilbagegangen på legetøjsmarkedet.

Hasbro med brands som Dungeons & Dragons, Gurli Gris og Transformers kunne sidste år se sin omsætning svinde med 15 procent til cirka 35 milliarder kroner.

Ifølge Lego-chefen har hans selskab formået at tage markedsandele, fordi brandet er ”helt utroligt stærkt”.

”Derudover har vi den største portefølje af produkter, vi nogensinde har haft,” siger han med henvisning til 780 forskellige varer.

Selv om salget er vokset, har højere udgifter taget en bid af overskuddet, der er faldet for første gang siden 2017.

Sidste år fik Lego et overskud på 13,1 milliard kroner, hvilket er 673 millioner mindre end året før.

En del af de højere udgifter er gået til at udvide koncernens fysiske butiksnetværk. I 2023 kom 147 nye butikker til, så der ved årets udgang var i alt 1031 på verdensplan.

Særligt i Kina har det været vigtigt for Lego at udvide i forsøget på at forstærke brandets genkendelighed i landet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også