Carlsberg løfter salget af premiumprodukter og starter 2024 lovende

Bryggerikoncernen har løftet salget i både kroner og liter i første kvartal. ”Vi har haft en solid start på året,” lyder det fra topchef Jacob Aarup-Andersen.
Jacob Aarup-Andersen begyndte i stillingen som topchef for Carlsberg 1. september 2023, og står dermed foran sit første hele år som direktør for Danmarks største bryggeri. | Foto: Stine Bidstrup
Jacob Aarup-Andersen begyndte i stillingen som topchef for Carlsberg 1. september 2023, og står dermed foran sit første hele år som direktør for Danmarks største bryggeri. | Foto: Stine Bidstrup

I årets første tre måneder har den danske bryggerigigant Carlsberg formået at sælge flere dyrere øl og løfter både omsætning og volumen i starten af året. 

Det fremgår af en ny handelsmeddelelse forud for første kvartalsregnskab, hvor Carlsberg er kommet rigtigt godt fra start. Omsætningen vokser til 17,1 mia. kr. fra 16,4 mia. kr., hvilket svarer til en stigning på 6,4 pct.

”Vi har haft en solid start på året med vækst i volumen og omsætning i alle tre regioner. Vi er særligt tilfredse med væksten i vores premium-portefølje og væksten i volumen og omsætning i Asien, som begge er vigtige strategiske vækstdrivere for koncernen. Kvartalsresultatet var på linje med forventningerne, og vi fastholder vores forventninger til hele årets indtjening,” udtaler adm. direktør, Jacob Aarup-Andersen i en meddelelse.

Den organiske volumen – mængden af solgte øl – er vokset med 2 pct. Særligt det vigtige asiatiske vækstmarked går frem med 3,1 pct. I Vesteuropa, der stadig er Carlsbergs største og mest indtjenende marked, er der solgt 0,2 pct. flere øl, mens det nyligt sammensatte område Central- og Østeuropa og Indien vokser med 2,2 pct.

Fremgang på premium

Det fremgår af regnskabet, at det overordnede salg af premiumprodukter - Carlsbergs dyrere produkter som eksempelvis Kronenbourg 1664 og Grimbergen - er steget med 8 pct. i organisk volumenvækst. 

Af regnskabsmeddelelsen fremgår det, at det øgede premiumsalg primært er båret af ”nøglevækstmarkeder i Asien som Vietnam og Kina og på markeder som Polen, Ukraine og Serbien.”

Frem mod 2027 har Carlsberg en målsætning om at vokse tre til fire gange hurtigere i premiumsegmentet set mod det billigere mainstream-segment. 

I 2023 fyldte premium-øl 20 pct. af Carlsberg samlede ølsalg, og det er en væsentlig del af strategien at løfte salget af de dyrere produkter. En del af strategien er at øge salget af alkoholfri øl, hvilket lyder på en organisk volumenvækst på 2 pct. i kvartalet. 

Carlsberg fastholder forventningerne til året og ser fortsat en organisk vækst i driftsresultatet, EBIT, på 1-5 pct.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også