
Lego vil ændre sin indpakning fra plastik til genanvendeligt papir, oplyser legetøjsgiganten, efter at breve fra børn har efterspurgt mere klimavenlige løsninger.
Det vil koste Lego 400 mio. dollar - svarende til 2,5 mia. kr., skriver den britiske avis The Telegraph.
I første fase af Legos treårige grønne omstillingsplan vil klodsernes plastikindpakning blive erstattet af genbrugeligt papir.
Det vil ske allerede fra næste år, oplyser Lego, der dertil kan fortælle, at resten af selskabets indpakning ventes at være gjort bæredygtigt i 2025.
Lige nu er 75 pct. af selskabets indpakning fremstillet af genbrugeligt materiale, fortæller Legos chef for bæredygtighed, Tim Brooks, til The Telegraph. Dertil er størrelsen på Legos indpakning blevet reduceret med 14 pct. over de seneste seks år, fortæller han.
"Vi fik breve fra børn med bekymringer om plastik, og det opmuntrede os til at handle som del af et større program for at gøre alle vores produkter bæredygtige i 2030," siger han til The Telegraph.
Investeringen på 400 mio. dollar skal finansiere de nye indpakninger og materialer til Legos fem fabrikker over de næste år.
Lego kom ikke ind på, om den grønne omstilling vil have en påvirkning på priserne på produkterne.