
Greenmobility-aktien har i mere end tre år været noteret på den københavnske minibørs, First North, men nu har delebilsfirmaet planer om at rykke videre til hovedmarkedet.
Selskabet vil nu sætte gang i en proces om at få akktierne godkendt til handel og officiel notering på Nasdaq Copenhagen Main Market, fremgår det af en meddelelse onsdag formiddag.
Greenmobility forventer at have første handelsdag på hovedmarkedet i slutningen af 2020.
Ved at flytte til hovedmarkedet venter selskabet, at det vil være i stand til at tiltrække et større udvalg af internationale investorer og være i stand til at støtte store danske investorer, der kræver en børsnotering på hovedmarkedet for at investere, skriver Greenmobility.
Selskabet fremhæver, at tiltaget bliver udført uafhængigt af selskabets planlagte kapitalforøgelse i fjerde kvartal for at understøtte selskabets vækststrategi.
Greenmobility-aktien steg umiddelbart efter meddelelsen 10,8 pct. til 123 kr.