
Manglende investeringslyst i havneindustrien kunne umiddelbart lyde som en dårlig ting for Mærsks havnedivision. Men selskabet ser selv muligheder for APM Terminals' fremtid.
Ifølge investeringshuset Drewry vil planlagte investeringer i udvidelse og modernisering af havneterminaler falde med 40 pct. mod 2025. Det er dog godt nyt for forretningen, mener Mærsk.
Det skriver Børsen.
"Vi har været igennem nogle år, hvor investeringerne har været uforholdsmæssigt høje, og det presser priserne op, når man skal vinde nye koncessioner. Hvis det passer, at investeringerne vil stilne af, kan det være med til at levere bedre marginer i vores forretning," siger Morten Engelstoft, der er topchef hos APM Terminals og medlem af direktionen i Mærsk, til Børsen.
Selskabet overvejer nu en ny investeringsplan med fokus på marginforbedring.