10 år i forandring - FinansWatch fylder rundt

FinansWatch fejrer i denne uge 10-årsjubilæum. 10 år, der ikke bare har budt på store omvæltninger i finanssektoren, men også har forvandlet FinansWatch fra startup til succesrigt mediehus med internationalt vokseværk.
Foto: FinansWatch
Foto: FinansWatch
AF ANDERS HEERING

Det var med masser af spænding og åbne spørgsmål, at vi sendte FinansWatch i luften 1. december for 10 år siden. Var der overhovedet behov for et uafhængigt erhvervsmedie om finanssektoren? Var der nok at skrive om? Og var finanssektoren klar til at abonnere på nyheder på nettet?

Mens mange af vores kollegaer i mediebranchen rystede på hovedet, viste vores kontaktpersoner i den finansielle sektor omvendt stor interesse for planerne om et medie, der ville tage hele branchen alvorligt og skrive om mere og andet end branchens største skandaler og største virksomheder.

Mere end 70.000 artikler om finanssektoren senere har vi fået svar på vores spørgsmål. Der er behov for FinansWatch, og der er masser at skrive om. Finanssektoren var en højaktuel branche under forandring for 10 år siden, det samme er tilfældet i dag og vil formentlig også være det de kommende mange år.

I denne uge sætter vi på FinansWatch fokus på de seneste 10 år i finanssektoren. Et årti, der blandt andet har halveret antallet af pengeinstitutter i Danmark, sendt bankerne gennem dybe tillidskriser, sat helt nye krav til pensionsbranchen, skabt øget fokus på partnerskaber i forsikringssektoren, budt på masser af ny regulering, ny digitale forretningsmodeller, store virksomhedshandler, markante udskiftninger i toppen af branchen og masser af andre tendenser og nyheder med høj relevans for alle med en særlig interesse for den finansielle sektor.

Tilsynsboss advarer banker i jubilæumsinterview: Omdømme er en risiko for den finansielle stabilitet

Video: Ulrik Nødgaard klandrer finansmyndigheder for at håndtere corona ringere end i udlandet

FinansWatch har været med hele vejen. Men ikke i samme udgave, som da vi publicerede vores første artikler. Vi har nemlig investeret massivt i redaktionen siden, og i dag udgives FinansWatch af landets største finansredaktion. Og vi fortsætter med at investere i at udvikle vores journalistik og tilbud til vores abonnenter. Både i Danmark og i udlandet. Senest har vi lanceret lokale udgaver af FinansWatch i Norge og Tyskland.

Samtidig har FinansWatch succes lagt fundamentet til Watch Medier, der ud over vores internationale medier i dag udgiver 14 danske medier om de vigtigste brancher i dansk erhvervsliv. Samlet set publicerer Watch Medier mere indhold om dansk erhvervsliv end nogen andre medier og mediehuse. Faktisk er det blevet til mere end 350.000 artikler om dansk erhvervsliv siden 1. december 2010.

Og vi har ikke tænkt os at stoppe her. Nye initiativer er allerede på vej i både ind- og udland. FinansWatch og Watch Medier har været i konstant udvikling siden begyndelsen, og forandringerne vil fortsætte de kommende år. Men én ting vil aldrig ændre sig. Nemlig ambitionen om at levere uafhængig, kritisk og fair erhvervsjournalistik med fokus på substansen. Nogle gange lykkes vi bedre end andre, sådan er journalistik, men ambitionen er altid den samme, når vi tænder computeren om morgenen.

Det er den tilgang, der har gjort FinansWatch til det fælles referencepunkt for nyheder om den finansielle sektor, og som vil være omdrejningspunktet for de kommende års dækning af den massive nyhedsstrøm fra branchen. Og vi vil som altid gerne have din hjælp. Giv os ris, ros, tip eller gode ideer. Vi er kun en mail eller en opringning væk og er oprigtigt interesseret i at høre, hvad du har på hjerte.

God læselyst.

Anders Heering

Chefredaktør, Watch Medier.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også