Carlsberg beskyldes for mangeårig deltagelse i priskartel i Indien

En ny rapport viser ifølge nyhedsbureauet Reuters, hvordan Carlsberg sammen med Sabmiller og United Breweries i en periode på 11 år aftalte priser indbyrdes i Indien.
Sabmiller skal ifølge anklagen have aftalt priser på det indiske ølmarked med konkurrenterne Carlsberg og United Breweries. | Foto: Sabmiller/PR
Sabmiller skal ifølge anklagen have aftalt priser på det indiske ølmarked med konkurrenterne Carlsberg og United Breweries. | Foto: Sabmiller/PR

Topdirektører for Carlsberg, Sabmiller og det indiske bryggeri United Breweries har udvekslet forretningsmæssig følsom information og fixet ølpriser i Indien i en periode på 11 år, vurderer de indiske konkurrencemyndigheder i en undersøgelsesrapport ifølge Reuters.

Ifølge kilder skal rapporten, der blev udarbejdet i marts, nu vurderes af topembedsmænd hos konkurrencemyndighederne.

Der er endnu ikke taget stilling til skyldsspørgsmålet, men to kilder vurderer over for Reuters, at sanktionerne mod bryggerierne, hvis de anses for skyldige, kan udgøre bøder, der kan overstige 250 mio. dollar.

Emails og whatsapp-beskeder, som er indeholdt rapporten, viser ifølge Reuters, at selskaberne jævnligt samarbejdede om at hæve priserne i adskillige delstater.

Bryggerierne skal have brugt bryggeriforeningen, All India Brewers Association, AIBA, som fælles platform for at beslutte priser, skriver Reuters.

I mindst tre tilfælde skal direktører have udvekslet beskeder, hvor de bad hinanden om at holde planerne hemmelige.

"Vi skal undgå at blive opdaget," hed det i en mail fra AIBA's direktør i 2016 til ledelsen i de tre selskaber.

Konkurrencemyndighederne har ikke ønsket at kommentere oplysningerne over for Reuters. Også AIBA og Carlsberg har afvist at kommentere med henvisning til den igangværende undersøgelse hos konkurrencemyndighederne.

United Breweries, der er delvist ejet af Heineken, oplyser, at bryggeriet har samarbejdet med myndighederne. Heineken er ikke vendt tilbage på Reuters' henvendelse.

Anheuser-Busch Inbev, der købte Sabmiller i 2016, oplyser til Reuters, at det tager konkurrenceloven meget alvorligt.

Fem milliarder skiller Carlsberg og den indiske partner i fastkørt strid Carlsberg strammer op i Indien efter nye fund Carlsbergs store indiske forretning er alvorlig truet af internt splid Indiske myndigheder lukker spektakulær klagesag mod Carlsberg 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også