Novo Nordisk øger gennemsigtighed om skattebetalinger

For at opnå en bæredygtig tilgang til skat - herunder mere gennemsigtighed - er medicinalgiganten Novo Nordisk begyndt at oplyse om sine skattebetalinger i hver af de verdensregioner, virksomheden er aktiv i.
Fordi Novo Nordisks patenter og rettigheder til medicin hører hjemme i Danmark, er skattebetalingen her mange gange højere end i USA, hvor virksomheden ellers sælger langt mere. | Foto: Novo Nordisk / PR
Fordi Novo Nordisks patenter og rettigheder til medicin hører hjemme i Danmark, er skattebetalingen her mange gange højere end i USA, hvor virksomheden ellers sælger langt mere. | Foto: Novo Nordisk / PR
af ritzau finans

Novo Nordisk offentliggør nu skattebetalinger for hver af de regioner i verden, som selskabet opererer i – også kaldet land-for-land skatterapportering.

Det skriver Økonomisk Ugebrev.

Oplysningerne rejser nye principielle spørgsmål, og land-for-land skatteoplysninger giver virksomhederne nye dilemmaer, fremgår det.

Novo Nordisk har i mange år sagt, at virksomheden sigter mod en "Competitive Tax Policy". Det er blevet kritiseret, da det teoretisk har betydet, at Novo Nordisk kunne søge mod selskabskonstruktioner med en lavere skatteprocent i de tilfælde, hvor konkurrenterne også praktiserede aggressiv skatteadfærd.

Ny bæredygtig skattepolitik

Nu har Novo Nordisk ændret incitamentet i skattepolitikken til et nyt udgangspunkt: "Sustainable Tax Policy." Forskellen handler om gennemsigtighed, oplyser Novo Nordisks skattechef, Camilla Wright.

"Vores Tax Approach er opdateret sidste år og adresserer de emner, som en skattepolitik anno 2020 bør indeholde. Et af de områder, som vi har haft mere fokus på i denne opdatering, er transparens," siger Camilla Wright.

I det nye fokus om en "bæredygtig skat" og gennemsigtighed rapporterer Novo Nordisk sine skattebetalinger på regionalt niveau. Desuden oplyser selskabet, hvor de intellektuelle rettigheder ejes, omfanget af produktion samt regionernes andel af Novo Nordisks samlede salg.

Skat efter ophavsret

Novo Nordisks salg er markant større i USA end det er i Danmark, men fordi de intellektuelle rettigheder hører hjemme i Danmark, tilfalder skattebetalingen Danmark. Halvdelen af Novo Nordisks salg sker altså i USA. Men skattebetalingen i Danmark er mere end fem gange så stor som skattebetalingen er i USA – henholdsvis 7,2 mia. kr. og 1,4 mia. kr.

Ifølge politisk chef Lars Koch fra Mellemfolkeligt Sammenvirke illustrerer opgørelsen et skævt skattesystem, der har store konsekvenser for især ulande, og han mener, at det er et stort problem for uligheden i verden.

"Hvis man havde en enhedsbeskatning, hvor overskud blev fordelt til beskatning i lande efter salg, medarbejdere og assets, så ville betydeligt mindre skat ende i Danmark. Det er derfor, at mange danske skattefolk og regeringer er tilbageholdende. Vi synes, at man skal følge det princip, også selv om Danmark eventuelt ville miste en smule indtægt, fordi det ville være retfærdigt, også særligt i forhold til ulande," siger Lars Koch.

Ifølge Novo Nordisks skattechef, Camilla Wright, følger man de gældende regler, og desuden har Novo Nordisk tilsluttet sig anbefalinger fra World Economic Forums rapporteringsstandard om "stakeholder capitalism".

"Novo Nordisk har i januar tilsluttet sig World Economic Forums rapporteringsstandarder om "stakeholder capitalism metrics". Ifølge denne standard rapporteres blandt andet Total Tax Contribution. Desuden anbefales det, at man rapporterer skattebetalinger på markedsniveau for større markeder. Denne yderligere rapportering har vi ønsket at dele i form af en regionsopdelt rapportering af selskabsskatterne for året," siger Camilla Wright.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også