Bavarian klar til at teste dansk vaccine på mennesker

Positive data får det danske medicinalselskab Bavarian Nordic til at gå videre til menneskeforsøg med sin vaccine mod covid-19.
En dansk vaccinekandidat er klar til at blive afprøvet på mennesker. | Foto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix
En dansk vaccinekandidat er klar til at blive afprøvet på mennesker. | Foto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix
af ritzau

Det danske medicinalselskab Bavarian Nordic er klar til at teste sin vaccine mod covid-19 på mennesker. Det skriver selskabet i en fondsbørsmeddelelse.

Vaccinekandidaten, der er kaldet ABNCoV2, har både vist sig effektiv mod covid-19 og efterfølgende problemer med sygdommen. Forsøg med mennesker vil "om kort tid" begynde ved Radhoud Medical Centre i Holland.

"Vi er glade for at kunne rapportere stærke prækliniske resultater for ABNCoV2, der støtter den videre udvikling," skriver administrerende direktør for Bavarian Nordic Paul Chaplin i fondsbørsmeddelelsen.

Det kommende studie vil være et fase 1 og 2 studie kombineret, og 42 raske voksne deltager. Viser studiet sig effektivt, vil der skulle gennemføres et fase 3 studie, og så skal vaccinen godkendes af myndighederne.

Dermed vil Bavarian Nordics vaccine langtfra blive den første på marked. Vacciner fra Pfizer, BioNTech og Johnson & Johnson er allerede godkendt eller forsvindende tæt på at blive det.

Bavarian Nordic peger dog på, at løbende mutationer af covid-19 kan skabe et behov for nye vacciner lang tid frem.

"Mens flere vacciner allerede er godkendt og bredt brugt for at bekæmpe pandemien, er længden og bredden på den beskyttelse, de yder mod nye varianter af sygdommen ukendt."

"Og det understreger behovet for fortsat at prioritere udviklingen af den næste generation af vacciner mod covid-19. Covid-19 vil sandsynligvis fortsætte hos os som smitsom sygdom, der skal håndteres," skriver Paul Chaplin.

Studierne med - og udviklingen af - vaccinen fra Bavarian Nordic foretages af en gruppe firmaer og universiteter, der er gået sammen i konsortiet PREVENT-nCoV.

Konsortiet er økonomisk støttet af EU's Horizon 2020 - EU's forskningsfond, der har kastet penge i hurtig udvikling af blandt andet vacciner mod covid-19.

Læs mere her:

Bavarian tordner i vejret efter melding om covid-19-vaccine

Bavarian Nordic håber fortsat på finansiering til covid-19-vaccine 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også