
Hvor de danske erhvervsmæglere har regnet sig frem til, at ejendomstransaktioner i Danmark i 2019 og 2020 løb op i omkring 130 mia. kr., afslører en ny database et tal, der mindst ligger 10 pct. højere.
Det er softwarevirksomheden Resights, som har udviklet databasen, så den ikke blot indeholder tinglyste ejendomshandler, men også transaktioner, der sker som selskabshandler – altså, hvor aktierne i et selskab med ejendomme skifter hænder, mens selve ejendommen forbliver i selskabets eje.
"Transaktionsdatabasen er et resultat af et fem måneder langt internt projekt, hvor vi med hjælp fra vores egen platform har formået at skabe en dybdegående database over de større transaktioner. Vi tror på, at markedet bliver mere effektivt gennem øget transparens og vores transaktionsdatabase vil uden tvivl være med til at øge gennemsigtigheden i markedet," udtaler Lars Horsbøl, medstifter og adm. direktør i Resights i en meddelelse til EjendomsWatch.
Det er blot ni måneder, at virksomheden blev stiftet af Lars Horsbøl og Mikkel Duif, der har titel af teknologidirektør (CTO).
En af de første investorer i tech-virksomheden var Michael Mortensen, stifter af Casa, Hybel og det nyligt børsnoterede Huscompagniet.
"De er nogle gæve gutter med store planer, og der er absolut ingen tvivl om, at Resights er fremtidens måde at finde investeringsejendomme og udviklingsgrunde. Det er ganske simpelt et værktøj, som vi har manglet i årevis," udtaler Michael Mortensen.
Data, data og data – ejendomstrio kappes om at være mest digitale