Analytiker: Hørekoncern kan barbere kæmpegæld ved datterselskabs børsnotering

Den planlagte børsnotering af WS Audiologys datterselskab Hear.com vil kunne barbere en stor luns af høreselskabets milliardgæld, vurderer analytiker. Samtidig vil en succesfuld notering kunne fungere som løftestang til en børsnotering af moderselskabet.
Nedbringelse af milliardgæld og forberedelse til børsnotering er bagrunden for, at WS Audiology vil notere datterselskabet Hear.com i USA, vurderer analytiker. | Foto: WS Audiology / PR
Nedbringelse af milliardgæld og forberedelse til børsnotering er bagrunden for, at WS Audiology vil notere datterselskabet Hear.com i USA, vurderer analytiker. | Foto: WS Audiology / PR

Det vakte opsigt, da det tirsdag kom frem, at WS Audiology vil børsnotere sit hollandsk-registrerede datterselskab Hear.com i USA.

Men bag beslutningen ligger et par rationelle forklaringer, mener Niels Granholm-Leth, chefanalytiker i investeringsbanken Carnegie og mangeårig iagttager af høreapparatindustrien.

For WS Audiology, der har tabt 3,7 mia. kr. på to år, handler det således om to ting, påpeger han.

For det første at få nedbragt en gigantisk milliardgæld, der ved udgangen regnskabsåret 2020 lød på mere end 4,5 mia. euro – godt 27 mia. kr.

"En notering af Hear.com vil gøre, at WS Audiology kan få nedbragt sin nettorentebærende gæld, som jo er ganske betydelig. En gæld på omkring 4,5 mia. euro, som den var i september, og en gearing på 13,5 gange, er ret usædvanligt. Det er klart, at WS Audiology har en stor interesse i at få den reduceret," siger Niels Granholm-Leth til MedWatch.

Hear.com, der står for WS Audiologys online-salg af høreapparater, opererer i 11 lande - primært i Nordamerika og Asien - og landede i det forskudte regnskabsår 2020 en omsætning på 151,1 mio. euro mod 119 mio. euro året inden.

Omsætningsfremgangen til trods er Hear.com tabsgivende med et underskud på 23,1 mio. euro i 2020, og gælden er også her markant. Hear.com skyldte ved udgangen af september således 137,9 mio. euro væk.

Provenuet fra børsnoteringen vil Hear.com da også bruge til netop at bringe gælden ned, fremgår det af ansøgningen til SEC, der også lader forstå, at WS Audiology fortsat planlægger at eje mere end 50 pct. af Hear.com.

Kan nedbringe gæld med omkring 1,5 mia. euro

For de nye aktionærer i Hear.com kan der være betydelige gevinster at hente. I hvert fald hvis man sammenligner med det dansk-ledede online høreselskab Eargo, der med Christian Gormsen i spidsen gik på den amerikanske børs i oktober 2020 og der lykkedes med at hente 898 mio. kr.

"Timingen i det - at Hear.com vil på børsen netop nu - har nok en del at gøre med, at Eargo efter deres børsnotering i USA i dag jo handler til nogle overordentligt høje multipler. Eargo, der også er tabsgivende, handler til en price/sales på omkring 20 gange," siger Niels Granholm-Leth.

Hvis man sætter samme price-sales-multibel på Hear.com, kommer man frem til en værdi på lige omkring 3 mia. euro. for Hear.com.

"Hvis WSA f.eks. ender med at sælge 49 pct. af Hear.com, så er der jo så mulighed for, at de kan få nedbragt deres gæld med lige omkring 1,5 mia. euro. Det vil hjælpe en del på at få bugt med de omkring 4,5 mia. euro, som den rentebærende gæld i dag lyder på i WSA," siger Niels Granholm-Leth.

Valgte WS Audiology at gå under 51 pct. – ifølge ansøgningen til SEC er det dog ikke tilfældet - men hvis man gjorde, kunne man dekonsolidere Hear.com fra WSA-regnskabet.

"Dermed ville man fjerne noget underskud, fordi Hear.com sidste år genererede et tab på driften på 16,5 mio. euro. Ved at dekonsolidere Hear.com ville man kunne forbedre indtjeningen i WS Audiology," siger Niels Granholm-Leth.

Skal bane vejen for notering af WSA

Det var EQT-ejede Sivantos, den ene halvdel af fusionsselskabet WS Audiology (den andet er danske Widex), som i 2015 købte det tyske selskab Audiobene, der på det tidspunkt var en fremadstormende tysk onlinedistributør.

Audiobene ekspanderede siden uden for Tyskland og kom også til USA, hvor det kaldte sig for Hear.com i stedet for Audiobene.

Hear.com er online-retailer af høreapparater, forstået på den måde, at man som forbruger går ind på en af Hear.coms hjemmesider og køber et høreapparat derinde. Herefter bliver man henvist til en af Hear.coms 5.000 partnerskabsbutikker for der at få produktet udleveret og tilpasset (fitted). 

"Regningen betaler man til Hear.com, mens online-retaileren får et fitting-fee på typisk 150 dollar af Hear.com. Forretningsmodellen er meget interessant og en forholdsvis succesfuld en af slagsen," siger Niels Granholm-Leth.

Børsnoteringen af Hear.com har - ud over at kappe en luns af WS Audiology millardgæld - derfor formodentlig også et andet formål.

Den skal bidrage til at gøre WS Audiology attraktiv over for omverdenen forud for en børsnotering af høreselskabet.

WS Audiology er flere gange spået en snarlig børsnotering, eftersom kapitalfonden EQT sidder på 49 pct. af aktierne og typisk laver en exit efter nogle års engagement. EQT købte Sivantos for omtrent syv år siden.

"For mig at se, synes det klart, at WS Audiology også gør det her, fordi man ønsker at visualisere nogle af de værdier, der er i WSA. Hear.com er god succeshistorie, og man vil gerne vise, hvad man har at gøre godt med op til en potentiel børsnotering af WS Audiology – formodentlig i København inden for tre til fem år," siger Niels Granholm-Leth.

MedWatch har spurgt WS Audiology om en kommentar til beslutningen om at børsnotere Hear.com og om overvejelserne bag. Men det har WS Audiology takket nej til. Selskabet henviser til amerikanske børsregler, der forbyder kommunikation, før det endelige prospekt er offentliggjort.

Morgan Stanley, J.P. Morgan, Deutsche Bank Securities, Goldman Sachs, Bofa Securities, William Blair and Truist Securities er såkaldte underwriters for emissionen.

WS Audiology vil børsnotere datterselskab

WS Audiology har tabt 3,7 mia. kr. på to år – topledelse afviser at tale om hvornår selskabet kan give overskud 

Dansk topchef henter 898 mio. kr. ved børsnotering i New York: "En helt surrealistisk dag og en fantastisk oplevelse"

WS Audiology-direktører afviser snarligt exit fra storaktionær 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også