
Lundbeck kan torsdag morgen melde om positive data fra virksomhedens antidepressive lægemiddel Brintellix, efter at et studie har vist midlets evne til at forbedre funktionsdygtigheden for mennesker med svær depression.
Relieve-studiet, der i alt har haft 994 deltagende patienter, har ifølge Lundbeck påvist en markant forbedret overordnet funktionsevne efter tre måneder samt en yderligere forbedring efter seks måneder.
"De stærke resultater fra studiet viser, at patienter som bliver behandlet med Trintellix/Brintellix oplever en markant forbedring i deres overordnede funktion over en substantiel periode på seks måneder," siger Johan Luthman, koncerndirektør for forskning og udvikling i Lundbeck, i en skriftlig kommentar og tilføjer:
"Jeg synes, at det er et interessant aspekt ved dette studie, at det specifikt viser en effekt af Trintellix/Brintellix på familie, arbejde og det sociale liv. Vores mål er at forbedre hjernesundhed, så alle kan være deres bedste."
Brintellix er kendt under navnet Trintellix i USA.
Lundbeck fremviser positive resultater fra studie med Brintellix