Watch Medier

Watch Medier i luften med nyt nichemedie om transport og logistik

Med lanceringen af MobillityWatch udvider Watch Medier sin paraply af erhvervsmedier. Det nye medie stiller skarpt på transport- og logistiksektoren og er ligesom de øvrige baseret på abonnement.

Redaktør for MobilityWatch, Thomas Bo Christensen, er fundet internt i Watch Medier, hvor han tidligere har været redaktør på FinansWatch. | Foto: Watch Medier

Et nyt erhvervsmedie om transport, logistik og infrastruktur har set dagens lys tirsdag, hvor Watch Medier har lanceret selskabets 15. danske nichemedie, MobilityWatch.

MobilityWatch vil med en redaktion på tre erhvervsjournalister og en redaktør gå tæt på virksomheder, der opererer i transportsektoren inden for såvel passagertrafik, logistik og infrastruktur som distribution.

"Transport, logistik og infrastruktur rummer både store, etablerede og markedsledende virksomheder samt nye, innovative virksomheder, der gør fragt og passagertrafik mere effektivt og grønt. MobilityWatch vil dække hele spektret i en branche, der i den grad har oplevet udfordringer såvel som udvikling under det seneste år med corona," siger Thomas Bo Christensen, redaktør på MobilityWatch. 

MobilityWatch vil bl.a. stille skarpt på den økonomiske og politiske udvikling i branchen og følge profiler, resultater og strategi blandt selskaberne i sektoren.

"Vi vil have fokus på regnskaber, strategier, konkurrencesituation, rammevilkår, infrastruktur og den innovation, der driver hele transport- og logistikbranchen frem. Og vi vil gå tæt på de personer og profiler, der tegner branchen," siger Thomas Bo Christensen.

MobilityWatch vil som de øvrige erhvervsmedier i Watch Medier være baseret på abonnementssalg til virksomheder. Watch Medier er ejet af JP/Politikens Hus.

Mere fra Watch Medier

Vestas har lært af coronaudbrud på dansk fabrik

Selv om mølleproducenten Vestas ifølge topchefen har været god til at håndtere corona, har det udbrud, der fortsat hæmmer fabrikken i Ringkøbing, vist konsekvensen af at slække på protokollerne.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt fra alle vores medier

Jobs fra alle vores medier