
Asger Flygare Bech-Thomsen, direktør for Nordisk Film Biografer, er "ret tilfreds" med, at landets største biografkæde har haft tre gange så mange gæster i salene som under den første genåbning af Danmark. Det forklarer han til Politiken.
I midten af maj stod det ellers klart, at Nordisk Film Biografer sammen med Cinemaxx-kæden ikke ville vise flere af forårets blockbusters, herunder Godzilla vs. Kong, der har trukket folk til det hvide lærred i bl.a. USA i stor stil.
Hos Nordisk Film Biografer tilskriver Asger Flygare Bech-Thomsen da også en enorm hunger efter at komme tilbage i biografmørket mere end et fantastisk udbud af film som årsag til tredoblingen i billetsalg i forhold til juni sidste år.
"Det er mere efterspørgslen end udbuddet, der driver det", siger han til Politiken og uddyber, at de tilbageværende coronarestriktioner om at holde afstand og vise coronapas ikke volder biograferne nogen nævneværdige problemer.