Watch Medier

Rema 1000 dropper varer transporteret med fly

Af klimahensyn vil supermarkedskæden Rema 1000 fremover erstatte varer transporteret ad luftvejen med alternativer. Vi skal begynde at vænne kunderne til, at de skal handle mere efter sæson, siger kædens kommunikationschef.

(ARKIV) | Foto: PR / Rema 1000 Norge

De seneste år har Rema 1000 arbejdet på at udfase al transport af varer med fly og erstatte med varer, der kan leveres med andre transportformer.

Og nu er kæden næsten ved at være i mål, fortæller Jonas Schrøder, der er kommunikationschef i Rema 1000.

"Vores kunder skal vide, at deres indkøb gør en forskel - også for klimaet. Derfor arbejder vi på at gøre varerne mere lokale og vænne kunderne til, at det ikke er alle varer og sorter, man kan få hele året," siger han og fortsætter:

"Vi forventer at være stort set i mål til nytår - dog med forbehold for enkelte kontrakter, f.eks. på røde roser fra Sydafrika, der først udløber i 2023."

Detailhandlen skal finde alternativer

Konkret drejer de droppede fødevarer sig bl.a. om asparges, der typisk bliver fløjet ind fra Peru, brombær og blåbær fra Sydamerika samt bønner og sukkerærter fra Kenya. De varer skal erstattes af varer fra bl.a. Europa og endnu bedre Danmark.

"Vi samarbejder med leverandører om at forlænge sæsonerne i Danmark med op til halvanden måned bl.a. med tunnelproduktion," siger han med henvisning til frilandsgartnernes dyrkning af salater og grøntsager og fortsætter:

"Derudover er det vigtigt, at vi begynder at vænne kunderne til, at de skal handle efter sæson og begynde at acceptere madspildsprodukter og varer med grimmere udseende. Det er detailhandlen, der har vænnet kunderne til, at det hele skal se flot ud, så det er nu vores opgave at vise alternativerne."

Detailkæden ønsker ikke at oplyse, hvor mange flytransporterede varer, der tidligere er blevet solgt i Rema 1000.

 

Mere fra Watch Medier

Tre techgiganter står for 42 pct. af annoncesalget i Danmark

Alene Facebook, Google og Linkedin tegnede sig for mere end fire ud af 10 annoncekroner, der blev omsat for inden for de danske grænser i 2020 ifølge ny rapport. Dermed har de ædt sig yderligere ind i markedet. Det understreger behovet for politisk fokus på området, lyder det fra direktør i Danske Medier Research.

Læs også

Seneste nyt fra alle vores medier

Jobs fra alle vores medier

Se flere jobs

Se flere jobs