
Bryggeriet Vestfyen ville næppe kunne forestille sig et bedre scenarie for fem af deres specialøl.
På ryggen af et samarbejde med Lidl skal ølserien Karlens Nordic Craft Beer nu afsted ud på syv nye markeder, skriver Vestfyen i en meddelelse.
Efter at have sendt smagsprøver på de danske specialøl rundt til flere Lidl-butikker på tværs af landegrænser, er det i Lidl-regi besluttet, at Karlens Nordic Craft Beer kommer på hylderne i Lidl-butikker i Tyskland, Spanien, Ungarn, Holland, Østrig, Irland og Nordirland i det nye år.
"Vi er rigtig glade for den afsætning, der har været på øllene i Danmark, men det er ingen hemmelighed, at det kan være svært for et mindre, dansk bryggeri at komme ind på nye markeder, da der er så meget konkurrence indenfor øl. Der er derfor ingen tvivl om, at vores samarbejde med Lidl har speedet processen op. Det er en kæmpe anerkendelse, at vi nu kommer ud på syv nye markeder," siger Thomas Hald Blouner, salgs- og marketingchef ved Bryggeriet Vestfyen.
Samarbejdet mellem Lidl og Bryggeriet Vestfyen begyndte i 2019, og ølserien blev på dansk jord introduceret i slutningen af 2020.