
Efter coronapandemien mangler Københavns Lufthavn fortsat omkring halvdelen af sine kunder, de flyrejsende, og lige forude står endnu en svær vinter, men til foråret ser lufthavnen en meget stærk vækst.
Det skriver Finans.
"Til og med marts næste år vil aktiviteten, som det ser ud nu, ikke ændre sig mere end måske 5 pct. Til gengæld tror jeg, at rejselysten eksploderer til foråret, hvor det er realistisk, at 75-80 pct. af trafikken er tilbage. Så vil vi have et niveau, hvor lufthavnen og flyselskaberne igen kan tjene penge. Det er nødvendigt for igen at få gang i investeringerne," siger Peter Krogsgaard, der er kommerciel direktør i Københavns Lufthavne, til Finans.
Ifølge direktøren er der en stor opsparet rejselyst, og den vil blive forløst med ophævede rejserestriktioner.
Netop tirsdag aften har et flertal i Folketinget stillet sig bag en beslutning om at ophæve de særlige coronarejsevejledninger, ifølge Justitsministeriet.