Maersk har skudt salg af offshore-rederi til hjørne: Vil udvikle selskabet

Efter flere år på salgsblokken har Maersk besluttet at udskyde planerne om at skille sig af med offshore-rederiet Supply Service. Planen er ifølge topchef Søren Skou at udvikle rederiet . Første kvartal gav røde tal.
Foto: PR / Maersk Supply Service
Foto: PR / Maersk Supply Service

Maersk har skudt planerne om at sælge Maersk Supply Service til hjørne og vil i stedet bruge kræfter på at udvikle sit mangeårige salgsemne.

Sådan lød det onsdag fra topchef Søren Skou i forlængelse af Maersks regnskab for første kvartal.

Trods gentagne forsøg på at skille Maersk Supply Service fra er rederiet endnu en del af Maersk-koncernen, der ellers har rettet blikket væk fra offshore og olie og i stedet satser på transport og logistik.

Selvom planen i sidste ende fortsat går på at skille sig af med rederiet, der har lidt under en langvarig nedtur på oliemarkedet med lavere efterspørgsel på supply-skibe, så har Maersk taget konsekvens af den indtil nu langstrakte proces.

”Vi prøvede at sælge Maersk Supply Service, og det kunne vi ikke primært af den årsag, at hele den industri har virkelig haft det enormt svært, og at halvdelen af skibene i den industri har været lagt op. Vi kan ikke have et selskab, der konstant er til salg, og derfor besluttede vi i stedet for at udvikle selskabet,” sagde Maersk-topchefen på et pressemøde.

Skal skilles fra på et tidspunkt

Udviklingen af Maersk Supply Service går på at brede aktiviteterne ud til andre forretningsområder end olie og gas – ikke mindst via en større satsning på havvind.

Her gjorde rederiet sig tidligere på året bemærket med en ordre på et stort vindinstallationsskib, der skal bygges i Singapore på værftet Sembcorp.

Skibet bliver efter planen leveret i 2025 og skal i spil på det amerikanske vindmarked.

”Vi tror, at offshore-vind kommer til at vokse dramatisk i de kommende år,” sagde CCO i Maersk Supply Service Jonas Agerskov til ShippingWatch i forbindelse med ordren.

Maersk Supply Service satser med milliard-investering stort på offshore-vind i USA

Maersk Supply Service har bestilt et vindinstallationsskib, som skal bygges i Singapore hos Sembcorp Marine. Skibet ventes leveret i 2025. | Foto: Maersk Supply Service
Maersk Supply Service har bestilt et vindinstallationsskib, som skal bygges i Singapore hos Sembcorp Marine. Skibet ventes leveret i 2025. | Foto: Maersk Supply Service

Beslutningen om at styrke rederiet skal dog ikke forstås som, at Maersk helt har droppet planen om at skille Maersk Supply Service fra på et senere tidspunkt.

”Vi vil på sigt vurdere, hvornår tidspunktet kommer til at sælge Maersk Supply Service. Men det er ikke noget, vi arbejder på nu. Men den dag vil komme, fordi det er ikke selskab, som passer ind i Maersk i dag,” sagde Søren Skou onsdag og fortsatte:

”Selskabet er ikke til salg i dag. Vi fokuserer på at udvikle det og få det til at blive en god forretning. Når det er det, vil se på, hvordan vi kan skille det fra.”

Maersk Supply Service er i dag den eneste tilbageværende bid af de olierelaterede virksomheder, Maersk ville afhænde som led i transformationen.

Olieselskabet Maersk Oil blev solgt til franske Total, A.P. Møller Holding overtog Maersk Tankers, mens Maersk Drilling blev børsnoteret.


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også