Abekopper har udløst "short squeeze" i Bavarian-aktien

Et aktuelt udbrud af abekopper mange steder i verden har udløst en kæmpe kursstigning i vaccineselskabet Bavarian Nordics aktier. Det skyldes, at professionelle investorer, der har spekuleret i kursfald, nu har måttet aktier op i stor stil.
Foto: Nick Chong/Unsplash
Foto: Nick Chong/Unsplash
af marketwire

Nyheden om et udbrud af abekopper har fået professionelle investorer, der har spekuleret i kursfald i det danske vaccineselskab Bavarian Nordic, til at købe op i stor stil, og abekoppeudbruddet er dermed blevet katalysator for en kæmpe kursstigning.

Det vurderer Nordnets investeringsøkonom, Per Hansen, efter at Bavarian torsdag og fredag er steget sammenlagt over 50 pct. efter nyheden om fundet af flere tilfælde af abekopper rundt om i verden.

Sandsynligheden for, at abekopper bliver en guldrandet forretning for Bavarian, der laver koppevaccine, er ellers næppe stor, mener Per Hansen.

”Der er ingen, der bør være i tvivl om, at abekopper er alvorligt. Men der er heller ikke nogen af dem, der sidder og kigger på Bavarian, som er i tvivl om, at abekopper i princippet og potentielt er en meget lille forretning for Bavarian,” siger Per Hansen til MarketWire.

Hedgefonde gør forskellen

Alligevel er kurseffekten endt med at blive gigantisk. Og det skyldes, at biotek-aktier som Bavarian ofte er mål for store ”shorts” fra professionelle hedgefonde, mener Per Hansen.

Ved en ”short” spekulerer fondene i at tjene penge på kursfald. Det sker ved, at de låner aktier, i det her tilfælde i Bavarian, og sælger dem i markedet. Håbet er så at købe dem tilbage senere til en lavere kurs.

Og i Bavarians tilfælde har fondenes strategi formentlig frem til torsdag givet store urealiserede gevinster.

I starten af december var kursen på Bavarian således over 300 kr., og onsdag, inden abekoppeudbruddet blev nævnt i danske medier, var kursen mere end halveret til 141,35 kr.

Derfor har der også været god grund for hedgefondene til enten at tage gevinsten hjem eller alternativt dække tab ind ved selv at købe aktier. Det kaldes en ”short squeeze”, når de investorer, der ligger ”kort”, føler sig presset til at købe aktierne tilbage. Og det giver kursudviklingen yderligere fart på.

Hedgefonde væsentligste drivkraft

”Jeg kan ikke afvise, at abekopper udgør 5-10 pct. af den stigning, vi har set i de sidste dage.”

”Men det, der forklarer stigningen, er formentlig et kæmpe shorts squeeze,” siger Per Hansen.

Han vurderer også, at abekoppehistorierne har fået helt almindelige investorers øjne op for, at Bavarian-aktien faktisk er faldet rigtigt meget igennem seneste halve år.

”De private investorer er aktiemarkedets puls. Vi ser over lange periode, at de private investorer hos Nordnet står for 25 pct. eller mere af den samlede omsætning i Bavarian Nordic. Så de tilfører energien og pulsen til markedet.”

”Men short-investorerne er den egentlige katalysator for langt hovedparten af stigningen. Om de står for 50, 60 eller 70 pct. af stigningen, ved jeg ikke. Men de sætter retningen.”

Kontrakt i hus

Bavarian steg torsdag over 29 pct., da de mystiske udbrud af abekopper rundt omkring i Europa, Nordamerika og senest også Australien, blev omtalt i danske medier.

Desuden supplerede Bavarian nyhedsstrømmen med oplysninger om, at et unavngivet europæisk land har bestilt en ordre af vaccinen Imvanex mod abekopper.

Ordren har ikke ændret på Bavarians 2022-forventninger, men aktien fortsætter fredag ufortrødent i vejret og ligger ved middagstid til en gevinst på 18,6 pct. i 217 kr.

Koppe-relaterede selskaber har medvind på aktiemarkedet

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også

"Fra en virksomhedsbetragtning har det været en sund proces, men har også givet anledning til flere udtrædelser, end vi normalt ville se," lyder det fra Steen Rode, ledende partner hos Bech-Bruun. | Foto: Nikolai Linares

Fire partnere forlader Bech-Bruun

For abonnenter