Elpriser presser købmand: "Vi kan overleve to måneder på denne her måde"

En femdobling af elregningen på få måneder betyder, at lokal købmand inden for få måneder kan være på randen af lukning. Længere kan vi ikke klare den, lyder meldinger.
Anne og Kent Gregersen driver Min Købmand i Haastrup på Sydfyn, hvor vilde stigninger i elprisen truer med at lukke butikken. | Foto: Privat / Kent Gregersen
Anne og Kent Gregersen driver Min Købmand i Haastrup på Sydfyn, hvor vilde stigninger i elprisen truer med at lukke butikken. | Foto: Privat / Kent Gregersen

”Normalt ligger vores elregning på 30.000 kr. om måneden. I juli betalte vi 75.000 kr. for vores strøm. Og jeg har lige fået at vide, at den stiger til det dobbelte nu. Det kan vi jo ikke holde til,” lyder det fra købmand Kent Gregersen.

Sammen med sin hustru, Anne Gregersen, driver han Min Købmand i Haastrup på Sydfyn, og til februar kan parret fejre 25 års jubilæum. Hvis butikken overlever så længe. Han beskriver situationen som ”surrealistisk”.

”Vi kan overleve to måneder på denne her måde, ikke længere,” lyder det på klingende fynsk, da FødevareWatch fanger købmanden på telefonen.

Fortjenesten forsvinder

Købmandsforretningen fungerer under Dagrofa-koncernen og har ifølge ejeren en årlig omsætning på omkring 15 mio. kr. på de 400 fynske kvadratmeter. Sidste år lå bundlinjen på et overskud på omkring 400.000 kr. Penge, som i år bliver slugt af elregninger på himmelflugt.

Derfor frygter Kent Gregersen lige nu for både forretningens og sit eget helbred.

”Jeg har tabt mig seks kilo på en uge, for jeg har det ikke ret godt, og jeg sover og spiser og drikker slet ikke, som jeg plejer,” siger han.

Udover ægteparret er der tre fuldtidsansatte; en på deltid og en række ungarbejdere til at drive forretningen. Tidligere på året afskedigede Kent Gregersen en fjerde fuldtidsansat, men den besparelse rækker ikke nu, hvor elregningerne er stukket af.

”Det er slet ikke nok, det kan vi jo godt se nu, og det betyder så også bare, at vi skal arbejde lidt mere selv,” fortæller han.

Og det er ikke gjort med hverken mere arbejde eller færre ansatte, hvis elregningen for august får endnu et nøk opad. Og det tyder alt på, at den gør.

Prisen på el flerdobles på en måned

I Dagrofas koncernaftale med deres elleverandør blev prisen i juli takseret til 1,80 kr pr. kWh. Den pris er i august steget til knap det dobbelte, nemlig 3,50 kr. pr kWh.

Og det er ikke gjort med det. Det fortæller en anden af Dagrofas købmænd, Per Thøfner, som gennem 20 år har drevet forretning i Mern, der ligger på Sydsjælland mellem Vordingborg og Præstø.

”Jeg har ikke tid til at tale lige nu, for jeg er ved at tømme bilen for LED-pærer, så jeg kan få skiftet mine lysstofrør ud. Jeg må lige ringe tilbage lidt senere,” lyder det i første omgang, da FødevareWatch fanger ham på telefonen.

Og da Per Thøfner ringer tilbage, fortæller han, at han aldrig tidligere har interesseret sig for elpriser, men det seneste halve år, har han holdt et skarpt øje med især priserne fra Norsk Elkraft, fortæller han.

”Lige i dag ligger prisen på 6,12 kr., pr kWh, og det kan ingen af os jo holde til i ret lang tid,” lyder det. Og Per Thøfners forventning er, at prisen stiger yderligere de kommende måneder.

Kalder på politisk indgreb

Udover dagsprisen skal der betales elafgifter til staten, moms og transport. Transportdelen dækker over de udgifter, der er forbundet med at få strømmen frem til brugerne. Til sammen udgør afgifter og transport omkring halvdelen af prisen for el.

Og derfor mener de to købmænd, at staten bør fjerne moms og afgifter i en periode, så de som mindre erhvervsdrivende kan bevare håbet.

”Det her må op på politisk niveau. De er nødt til at fjerne moms og elafgifter i en periode, hvis vi skal overleve,” lyder det fra Kent Gregersen fra Haastrup.

”Vi vil gerne investere i solceller og nye køleanlæg, men det kan vi jo ikke gøre på en måned, og det er jo heller ikke gratis at lave den form for investeringer” fortsætter den fynske købmand.

Onsdag har han møde med sin bank, hvor han vil bede om at få kassekreditten hævet. Og de kommende dage har beboerne i Haastrup arrangeret både borgermøde og møde med flere lokale politikere, hvor det skal diskuteres, hvad både de lokale borgere og Christiansborg kan gøre for byens eneste tilbageværende butik.

Også Per Thøfner fra Min Købmand i Mern overvejer solcelleanlæg, og han har regnet på det.

”Jeg har lavet regnestykket, og med de nuværende priser på 3,5 kr. pr kWh, så ville et solcelleanlæg til omkring 250.000 kr. kunne tjene sig hjem på 3-4 år. Det ville ikke kunne dække hele mit behov, men det ville kunne hjælpe mig et stykke ad vejen,” fortæller han.

Politisk løsning på bordet

Men den kvarte million kroner har han ikke lige nu, og derfor efterlyser han udover en midlertidig suspension af elafgifterne og moms på el, en grøn pulje for mindre erhvervsdrivende, hvorfra der kan ydes lån til etablering af grønne energianlæg.

Så langt er Kent Gregersen ikke nået endnu. Men de to købmænd er enige om, at situationen kalder på politisk handling.

”Vi gør alt hvad vi kan for at spare på vores el, men lige nu er vi også nødt til at sætte priserne op, ellers kan vi ikke overleve. Og jeg synes faktisk, det er lidt ærgerligt, at vi bliver stillet i udsigt, at erhvervsministeren vil komme og tjekke vores priser, når det her er vores virkelighed,” siger Per Thøfner afslutningsvis med henvisning til, at Erhvervsminister Simon Kollerup i sidste uge varslede, at han vil skærpe tilsynet med prisstigningerne på dagligvarer.

Købmænd frygter at stigende energipriser vil udløse butiksdød

Regeringen sætter granskning af prisstigninger i gang

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også

"Fra en virksomhedsbetragtning har det været en sund proces, men har også givet anledning til flere udtrædelser, end vi normalt ville se," lyder det fra Steen Rode, ledende partner hos Bech-Bruun. | Foto: Nikolai Linares

Fire partnere forlader Bech-Bruun

For abonnenter