
Situationen er kritisk hos Genan i Viborg.
Trods en ny indførsel variable energitillæg og weekendarbejde, hvor strømmen er billigere, er de tårnhøje energipriser stadig svære at sluge for den danske dækgenanvender. Samtidig sætter rammerne i den nuværende Dækbekendtgørelse et loft for, hvor meget Genan kan tjene på at granulere de dæk, virksomheden får ind på fabrikken.
Samlet set betyder forholdene, at Genans danske fabrik i Viborg er så ramt på indtjeningen, at produktionen på koncernens danske fabrik er truet.
”Vi har et loft på vores indtægtsside, hvorimod udgiftssiden er uden låg,” siger koncernproduktionsdirektør hos Genan Michael Agerkilde til CleantechWatch.
Ifølge direktøren havde Genan på sin danske fabrik udgifter for omkring 400 euro per ton, mens den kun kunne sælge granulater for 200 euro per ton.
”Det kan man jo kun holde til i et stykke tid,” siger direktøren.
Hvor længe kan I efter din vurdering holde driften kørende med de nuværende forhold?
”Det er rigtigt svært at sige. Det kommer meget an på, hvad der sker med energipriserne. Hver eneste gang jeg i august sendte et produkt ud af døren, sendte jeg jo penge samme vej. Men på et eller andet tidspunkt har vi vel nogle ejere, der siger, at det ikke giver mening,” siger Michael Agerkilde.
Genan ejes i dag med 49 pct. af PKA og 51 pct. af Maj Invest, der købte sig ind.
Når Genan trods det aktuelle driftstab alligevel holder fast i produktionen i Viborg, skyldes det ifølge direktøren, at man har aftaler, man ikke kan komme ud af.
”Og vi har jo stoppet produktionen i alle de timer, hvor det bliver for dyrt. Det betyder blandt andet, at vi har skubbet folk over i weekendarbejde, men det er et spørgsmål om tid, før jeg har medarbejdere, der kommer og siger, at de ikke længere har lyst til det.”
Skruer op i Portugal
Den nuværende dækbekendtgørelse tilsiger, at autoriserede indsamlere ikke må fakturere for afhentede dæk hos værksteder og andre indehavere. I stedet får de indtægter fra Dækbranchens Miljøfond og den cirka 20 år gamle indsamlingsordning.
Problemet er, mener Michael Agerkilde, at gebyrsatsen for at indsamle og oparbejde dækkene ikke har været inflationsreguleret, men har været fastsat på 10 kr., siden bekendtgørelsen blev indført tilbage i 1996. Og det rammer også Genans mulighed for at kræve mere for at modtage dækkene.
”Jeg kan godt sætte den gatefee, vi får for at modtage dækkene, op. Men så rammer jeg bare indsamlerne, så de går konkurs. ”Dieselen er jo også steget, så deres omkostninger er vokset markant,” siger Michael Agerkilde.
Hos Dækbranchen Danmark, der er paraplyorganisation for foreningerne i den danske dækbranche, mener man, at løsningen på problemet skal findes på Christiansborg.
”Vi har i Dækbranchen Danmark, på vegne af medlemmerne, rettet henvendelse til miljøministeren om udfordringerne. Vi har fået svar fra ministeren og holder i nær fremtid møde med Miljøministeriet og Miljøstyrelsen om sagen,” siger Volker Nitz til Motormagasinet.
Michael Agerkilde fra Genan påpeger også, at flere lande – blandt andet Portugal, hvor Genan også driver en fabrik – har sat et loft på energipriserne. I Tyskland er der omvendt hverken loft over indtjening eller udgifter, hvormed det er lettere at sende de stigende priser videre til kunderne, siger direktøren.
Rammerne betyder lige nu, at Genan lader større del af koncernens aktiviteter ske på fabrikkerne uden for Danmark. Ikke mindst i Portgual er fortjenesten er større.
”Her er der godt nok også et loft for indtjeningen ligesom i Danmark, men der er også loft på energiprisen. Så her er situationen langt bedre,” siger Michael Agerkilde.
”Det betyder, at vi nu kun lige nøjagtigt producerer det, der er nødvendigt i Danmark – resten har vi flyttet væk.”