Nu er det vedtaget: Nordic Shipholding lukker i 2023

Nordic Shipholding har nu formelt vedtaget at afvikle selskabet gennem en såkaldt frivillig solvent likvidation. Beslutningen blev truffet på en generalforsamling.
Esben Poulsson overtog formandsposten fra Knud V. Pontoppidan i oktober 2021. På det tidspunkt var beslutningen om at afvikle selskabet allerede truffet. | Foto: Danish Maritime Days
Esben Poulsson overtog formandsposten fra Knud V. Pontoppidan i oktober 2021. På det tidspunkt var beslutningen om at afvikle selskabet allerede truffet. | Foto: Danish Maritime Days
AF MARKETWIRE

Nordic Shipholding har på en ekstraordinær generalforsamling fredag formelt vedtaget en frivillig solvent likvidation af selskabet.

Den frivillige afvikling ventes at kunne afsluttes i løbet af andet halvår 2023, skriver selskabet, der som følge af beslutningen har skiftet navn ”Nordic Shipholding A/S i likvidation”.

På generalforsamlingen blev Louise Celia Korpela fra Gorrissen Federspiel Advokatpartnerselskab valgt som likvidator, og som en konsekvens af beslutningen er selskabets bestyrelse og direktion også fratrådt.

I forbindelse med indkaldelsen til generalforsamlingen i starten af december blev det oplyst, at der næppe vil finde en udlodning sted til aktionærerne ved afslutningen af likvidationen.

For at muliggøre en solvent likvidation har selskabets hovedaktionær, Nordic Maritime, besluttet at eftergive den nødvendige del af sit lån til selskabet.

”Det er forventet, at selskabet og dets datterselskabers samlede kontantbeholdning er tilstrækkelig til at dække de forventede likvidationsomkostninger samt øvrige kreditorer bortset fra aktionærlånet,” fremgik det af meddelelsen 1. december.

Er der penge tilovers, vil de blive brugt til tilbagebetaling af aktionærlånet, og det er aftalt, at hovedaktionæren efterfølgende eftergiver den udestående gæld.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår