E-handelsdirektør: Amazon har fået danske netbutikker på dupperne

Frygten for onlineplatformen Amazons indtog på det danske nethandelsmarked er aftaget efter en svag start i Sverige, mener e-handelsdirektør Niels Ralund fra Dansk Erhverv. Han advarer dog mod at undervurdere den amerikanske onlineplatform.
Amazon har ikke vist sig med egen platform på det danske marked. I stedet skal danske kunder betjenes fra det tyske site. | Foto: JUSTIN SULLIVAN/Getty Images via AFP / GETTY IMA
Amazon har ikke vist sig med egen platform på det danske marked. I stedet skal danske kunder betjenes fra det tyske site. | Foto: JUSTIN SULLIVAN/Getty Images via AFP / GETTY IMA

Mens den amerikanske onlineplatform Amazon sidder på mere end en tredjedel af den samlede nethandel i USA, Tyskland og Storbritannien, er Amazons dominans ikke slået igennem i Norden, skriver Berlingske.

I 2020 lancerede Amazon sig selv i Sverige, hvilket i dag er konverteret til en markedsandel på under 2 pct. – det samme som før lanceringen i Sverige – mens Amazon tegner sig for en markedsandel i Danmark via den tyske platform på 0,8 pct.

De seneste års vedholdende rygter om, at den amerikanske onlinekæmpe var på vej med en dansk platform, er endnu ikke blevet til virkelighed. Ifølge e-handelsdirektør Niels Ralund fra erhvervsorganisationen Dansk Erhverv skyldes det blandt andet, at danske og udenlandske onlineforhandlere har forbedret sig markant, siden rygterne begyndte at svirre.

”Da de fleste talte om, at Amazon snart ville komme til Danmark, medførte det, at dansk detailhandel og nethandlere virkelig steppede op. Så de fordele, som Amazon tidligere har haft, har Amazon ikke længere,” siger Niels Ralund til Berlingske.

Ifølge e-handelsdirektøren i Dansk Erhverv er der ikke længere mange, der frygter Amazon, men Niels Ralund understreger, at man ikke skal undervurdere selskabet. Det samme mener Jeppe Hamming, der er partner og chef for markedspladser i konsulenthuset Nørgaard og Mikkelsen. Han påpeger, at det tog lang tid for Amazon at vokse sig stor i både Tyskland og Storbritannien.

Amazon er i USA ramt af dalende salg og bekymringer for den økonomiske situation, og i november skrev New York Times på baggrund af anonyme kilder, at onlineplatformen planlægger en større sparerunde, hvor 10.000 medarbejdere – svarende til 3 pct. af Amazons samlede stab – står til at miste jobbet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også