
MT Højgaard har fået en kontrakt på over 2 mia. kr. af Forsvarets Efterretningstjeneste.
Det er de to forretningsenheder MT Højgaard Danmark og MT Højgaard Property Development, som sammen med Pensiondanmark har landet aftalen om projektering, opførelse og drift af nyt domicil, der skal ligge ved Svanemøllens Kaserne i København.
Det oplyser MT Højgaard i en børsmeddelelse.
Domicilbygningen ventes at stå færdig og at blive afleveret 1. juli 2027, og den daglige drift af bygningen skal i 30 år varetages i et samarbejde mellem Deas Group og MT Højgaard Property Development.
Projektet er det hidtil største offentligt-private partnerskab i Danmark, skriver selskabet i meddelelsen.
”Vi er stolte over at blive betroet denne vigtige opgave i tæt samarbejde med andre dygtige og erfarne aktører. Vi ser frem til at trække på kompetencerne inden for domicilbyggeri i entreprenørforretningen og bidrage til at løfte driftsopgaven med afsæt i vores projektudvikleres mangeårige erfaring på området,” udtaler Henrik Mielke, koncernchef i MT Højgaard Holding.
Et mindre bidrag fra ordren er indeholdt i MT Højgaard Holdings forventninger til 2023.