Retssag mod Ørsted om overpriser får lov at rulle videre

Dommere springer EU-Domstolen over i retssag, hvor Ørsted afkræves 4 mia. kr. for påståede overpriser på el. Advokat håber på dom i 2024.
Foto: Ørsted / Pr
Foto: Ørsted / Pr
RITZAU

En retssag mod Ørsted om påståede overpriser for elektricitet på mere end 4 milliarder kroner skal fortsætte i Sø- og Handelsretten uden at involvere EU-Domstolen.

Retten har fredag bestemt, at EU-Domstolen i Luxembourg ikke skal på banen i processen og besvare spørgsmål.

Sagen mod Ørsted Bioenergy & Thermal Power A/S er anlagt af Energi Danmark A/S.

I alt godt 1000 virksomheder hævder, at de har betalt for meget. Det samlede krav er over 4 milliarder kroner.

Processen har stået på i en årrække. Sagsanlægget kom i 2007.

Men undervejs har der været flere bump.

Tilbage i 2020 blev Ørsted frifundet af Sø- og Handelsretten. Begrundelsen var, at afgørelsen i en anden sag mellem Konkurrencerådet og Ørsted havde virkning for el-kundernes krav. Priserne havde været lovlige.

Men Energi Danmark ankede til Vestre Landsret, som i september 2021 besluttede at ophæve handelsrettens frifindende dom.

Derfor skal Sø- og Handelsretten igen vurdere det store krav. Det er i denne forbindelse, at det fredag er besluttet at springe en forsinkende runde med EU-Domstolen over.

Advokat Henrik Holtse er med til at føre sagen for Energi Danmark. Han oplyser, at der skal gennemføres syn og skøn, før Sø- og Handelsretten kan tage fat på finalen med en såkaldt hovedforhandling.

Han tror, at det kan ske i 2024.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også