Ny overenskomst for 75.000 ansatte på hoteller og restauranter

Aftalen giver de ansatte i hotel- og restaurationsbranchen 4,5 kr. mere i timen i år og næste år.
Foto: Pr
Foto: Pr
Af Ritzau

75.000 ansatte i hotel- og restaurantbranchen får en lønstigning på 4,5 kroner i timen i 2023 og 2024 med ny overenskomst.

Det oplyser Horesta og Dansk Erhverv, der begge repræsenterer arbejdsgiverne, i en pressemeddelelse.

Aftalen er indgået mellem Horesta, Dansk Erhverv og 3F Privat Service Hotel og Restaurant.

Timelønnen bliver reguleret fra den 1. marts i år og igen 1. marts næste år.

Horestas adm. direktør, Pia E. Voss, var forberedt på, at det ville blive svært at nå en aftale særligt grundet den høje inflation.

”Men vi er tilfredse med, at det er lykkedes, og at vi til gengæld har fået ændret på en række vilkår i aftalen, som giver arbejdsgiverne mere fleksibilitet,” siger Pia E. Voss i pressemeddelelsen.

Lønnen for medarbejdere under 18 år får også et nøk op med den nye aftale. Her stiger minimallønnen med 2,60 kroner i timen ad to omgange, skriver Fagbladet 3F.

Lønstigningerne glæder John Frederiksen, formand for 3F Privat Service, Hotel og Restauration.

”Da vi har mange medlemmer, der er på minimallønnen, vil lønstigningerne her slå fuldt igennem – og det vil forbedre mange af de lavtlønnedes månedsløn betydeligt,” siger han til Fagbladet 3F.

Underdirektør i Dansk Erhverv, Thomas Rønnow, kalder det et ”smalt, men ansvarligt” forlig. Han fremhæver mere fleksibilitet i anvendelsen af weekendansatte, herunder tjenere.

Det betyder ifølge parterne, at det bliver lettere at imødekomme medarbejdernes behov for enten at arbejde eller holde fri i weekenderne.

”Vi har desuden fået indført ændringer i Kompetenceudviklingsfonden, som vil komme hele branchen til gavn,” siger Thomas Rønnow i pressemeddelelsen.

En del af aftalen handler om, at det skal blive mere attraktivt for arbejdsgivere og medarbejdere at gennemføre efter- og videreuddannelse. Derfor bliver det ifølge Horesta og Dansk Erhverv fremover muligt at få refunderet kursusafgifter fra Kompetencefonden.

Den 19. februar landede en toårig overenskomst for de privatansatte på industriens område. Overenskomsten for de privatansatte på industriens område kaldes ofte et gennembrudsforlig.

Det betyder, at den danner den økonomiske ramme for de resterende overenskomster, som skal forhandles for de privatansatte.

Den nye overenskomst for ansatte i hotel- og restaurantbranchen lægger sig tæt op ad aftalen på industriens område i forhold til lønstigninger. Det skriver Horesta og Dansk Erhverv i pressemeddelelsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også