Landets største kontorhotel åbner i ikonisk ejendom

9000 kvm kontorhotel åbner i Shellhuset i København. Ejeren, ATP Ejendomme, og driftsselskabet Ordnung peger på øget efterspørgsel på hybridt arbejde. 
Shellhuset var domicil for Kammeradvokaten, men er efter en renovering nu kontorhotel. | Foto: PR / ATP Ejendomme
Shellhuset var domicil for Kammeradvokaten, men er efter en renovering nu kontorhotel. | Foto: PR / ATP Ejendomme

En åbning af et 9000 kvm stort kontorhotel i den ikoniske ejendom Shellhuset i København markerer ”kulminationen på et visionært renoveringsarbejde”. 

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra ejeren, ATP Ejendomme, der sammen med kontorhoteloperatøren Ordnung har stået for at ombygge ejendommen, der senest husede Kammeradvokaten. 

Baggrunden for at omdanne Shellhuset til kontorhotel skal findes i, at mindre og mellemstore virksomheder ”i stigende grad” efterspørger muligheder for hybridarbejde, som den øgede digitale udvikling har gjort mere tilgængelig. 

”Vi oplever en stor vækst af virksomheder, der med rettidig omhu for øje, ser behov for at kunne tilpasse sig hurtigt skiftende markedsbehov,” udtaler adm. direktør Hauke Haas fra operatøren Ordnung. 

Efter det oprindelige Shellhus, der var Gestapo-hovedkvarter under Anden Verdenskrig, blev bombet af briterne i 1944, blev det erstattet af den nuværende bygning i 1950-51 tegnet af Vilhelm Lauritzen. Dansk Shell fraflyttede bygningen i 2001, hvorefter Kammeradvokaten flyttede ind. 

Det nyindrettede kontorhotel vil kunne tilbyde virksomheder mulighed for at op- og nedjustere kontorkapaciteten løbende, samtidig med at man vil have faciliteter til rådighed, ”som ellers kun forbindes med firmadomicil,” står der i meddelelsen. 

Billede af kantineområde i Shellhuset. | Foto: PR / ATP Ejendomme
Billede af kantineområde i Shellhuset. | Foto: PR / ATP Ejendomme

Lærerig renovering

ATP Ejendomme har været bygherre på projektet og vil i stigende grad tilbyde kontorudlejning med full service til sine erhvervskunder. 

Space-as-a-service og den hybride arbejdsplads er koncepter, som vi i høj grad skeler til, når vi renoverer og indretter kontorejendomme. Samarbejdet med Ordnung på Shellhuset har derfor også haft et naturligt udgangspunkt og hjælper os til at blive klogere på, hvad der gør konceptet ideelt for mange af fremtidens erhvervsdrivende,” lyder det fra ejendoms- og udviklingsdirektør Jan Johansen fra ATP Ejendomme.

Shellhuset forventes fuldt udlejet i løbet af indeværende år.


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også