Otte mænd fra et energihandelsselskab sidder i øjeblikket varetægtsfængsel, men angiveligt ved flere af dem ikke præcis hvorfor. Det fortæller to af de sigtedes forsvarsadvokater til Berlingske.
To af forsvarsadvokaterne oplyser, at de af politiet har fået en række såkaldte pålæg, der forhindrer dem i at orientere deres klienter om store dele af sagen.
”Min klient vil gerne afhøres. Men han har brug for at vide på forhånd, hvad politiet har på ham. Det er jo ikke sjovt at komme til afhøring i sådan en alvorlig sag, hvis man slet ikke kender til materien,” siger Henrik Hougaard, som er advokat for en af de sigtede, til avisen.
Samme kritik lyder også fra Kaare Kristensen, som repræsenterer en af de andre otte, der kalder det for frustrerende, at man ikke må give sin klient et fuldt overblik over, hvad andre for eksempel har forklaret om sagen.
Sagen har hos politiets specialenhed NSK fået kodenavnet ”Operation Bonus.”
Det hænger sammen med politiets teori om, at energihandelsselskabet skulle have tjent et trecifret millionbeløb ved at svindle med elpriserne, og at disse penge herefter skulle være blevet udbetalt til de sigtede gennem bonusordninger.