Forbrugerrådet Tænk fraråder at handle med auktionshuset Lauritz.com, skriver TV 2.
Det sker efter flere beretninger om, at auktionshuset ikke betaler sine kunder for solgte produkter inden for tidsfristen. Mediet har afdækket, hvordan nogle kunder har ventet i flere måneder trods løfter om snarlig udbetaling.
Ifølge direktør Mads Reinholdt fra Forbrugerrådet Tænk har et langt forløb ført til denne konklusion.
”Først skulle forbrugerne have deres penge efter 20 dage, så 30 dage og til sidst 60 dage,” siger han til mediet og fortsætter.
”Nu skriver auktionshuset så, at de (kunderne, red.) får pengene snarest muligt. Så det indikerer, at det er en virksomhed i store problemer.”
Fraråder at bruge Lauritz.com
Den seneste udvikling er så kritisabel, at Forbrugerrådet har set sig nødsaget til at fraråde brugen af Lauritz.com.
Det børsnoterede auktionshus har længe været i økonomiske vanskeligheder.
I sit regnskab for 2022 præsenterede det en negativ egenkapital på 59 millioner kroner. Egenkapitalen er groft sagt et udtryk for en virksomheds samlede formue og et billede på sundheden i virksomheden. Den udregnes ved at tage alle aktiver – såsom værdien af fabrikker, patenter og kontanter – minus gæld.
I samme omgang måtte auktionshuset meddele aktionærerne, at omsætningen var faldet med 23 millioner til 111 millioner kroner. Det var ifølge mediet Finans den laveste omsætning i seks år.
For godt to uger siden udtalte finansdirektør Preben Lindgaard fra Lauritz.com, at forbrugskrisen havde medført en tilbageholdende købsadfærd.
”Som nævnt i sidste uge har vores salg den seneste periode ligget under den prognose, vi havde lagt, hvilket er grunden til, at vi ikke har kunnet betale de berørte sælgere så hurtigt som forventet,” sagde han dengang.
Auktionshus svarer igen på kritik: ”Vi har altid afregnet alle”