Superligaklubben Brøndby IF har fredag præsenteret spilselskabet Danske Spil som ny hovedsponsor, men det fortrinsvis statsejede spilselskab har noget utraditionelt valgt ikke at benytte sig af muligheden for at lade sit navn pryde forsiden af spillertrøjerne.
Det siger administrerende direktør Karsten Fogh Holanng fra Danske Spil.
”Det har også værdi for os, at trøjen står tom. Det er en markering fra vores side af, at spil skal foregå med omtanke, og markedsføring af spil skal have nogle begrænsninger. Det er i tråd med andre tiltag fra Danske Spils side,” siger han og henviser til, at spilselskabet har droppet tv-reklamer under livefodbold og ikke markedsfører liveodds.
Ved udvalgte kampe kan mavepladsen i stedet bruges til eksempelvis budskaber om ansvarligt spil, men ikke til kommercielle budskaber fra Danske Spil.
Selv om Danske Spil eller Oddset ikke printes på Brøndby-beklædningsgenstande, vil spilselskabet stadig blive eksponeret på bander langs stadion, storskærme og andre steder på Brøndby Stadion.
”Vi ved, at vi kan skabe værdi ud af samarbejdet for både Brøndby og Danske Spil. Vi kommer selvfølgelig til at være synlige på Brøndby Stadion. Det får vi ud af partnerskabet, for vi har jo en interesse i at synliggøre vores produkter,” siger Karsten Fogh Holanng.
Han mener ikke, at det klinger hult, at Danske Spil på den ene side vil udvise ansvarlighed og ikke bruge kamptrøjen til at promovere betting i forbindelse med hovedsponsoratet, men på den anden side gerne vil eksponere sine produkter andre steder på Brøndby Stadion.
”Trøjen er noget særligt, og det er den store eksponeringsplads i sådan et sponsorat. Vi har en aftale med Brøndby om, at vi kan blive eksponeret på Brøndby Stadion, og markeringen med den tomme trøje er samtidig et udtryk for, at der skal findes en ansvarlig balance i markedsføring af spil.”
”Men vi ønsker ikke, at fans i alle aldre, der tager en Brøndby-trøje på, skal gå rundt med et Oddset-logo på maven, og derfor er der forskel,” siger Karsten Fogh Holanng.
Hovedsponsoraftalen mellem Brøndby og Danske Spil løber i tre år. Den afgående hovedsponsor er modetøjsplatformen Boozt, der har været på Brøndby-trøjerne siden starten af 2021.
Danske Spil er ejet af den danske stat (80 pct.) samt Danmarks Idrætsforbund og DGI med hver 10 pct.