Fordybningstid skaber ny kultur hos Green Power Denmark 

Tre timer om ugen uden snak, telefonopkald og mails har været en succes hos Green Power Denmark, som fortsætter ordningen efter sommer. Travlhed er ikke prestige, lyder devisen. 
Foto: Ida Marie Odgaard
Foto: Ida Marie Odgaard

Det gode arbejdsliv har mange facetter og hos Green Power Denmark er et af parametrene tid til fordybelse i en verden, hvor alting går hurtigere og hurtigere. 

”Der er rigtig mange virksomheder, der har en kultur, hvor det at have travlt er prestigefyldt. At fremstå stresset, og fortravlet, er blevet et statussymbol. I Green Power Denmark vil vi gerne opdyrke en virksomhedskultur, hvor det at have ro til eftertanke, have tid til fordybelse og have mulighed for at sætte sig ind i nye, komplicerede områder giver prestige.”

Sådan lyder det fra Kristian Jensen, adm. direktør i Green Power Denmark efter, at organisationen i seks uger har kørt et eksperiment med såkaldt fordybningstid tre timer hver tirsdag mellem 8.30 og 11.30. 

”Tre timer tirsdag formiddag er vi stille. Det vil sige, vi snakker ikke. Vi holder ikke møder. Vi taler ikke i telefon. Og vi sender ikke e-mails til hinanden. Ideen er, at vi har tre timer til at fokusere på noget, vi hver især gerne vil fordybe os i. Noget, man gerne vil til bunds i, være klogere på eller noget man gerne vil være færdig med,” forklarer Kristian Jensen. 

Ny fælles kultur

Idéen om fordybningstid er undfanget i Green Power Denmarks ”kulturgruppe”.

”Da Green Power Danmark blev skabt, var det min klare opfattelse, at den vigtigste opgave, vi havde, var at skabe en fælles kultur. De rygmærker man kom med fra de tidligere organisationer, skulle erstattes af en ny fælles kultur. Vi skulle kigge fremad, og ikke bagud og finde et vi i stedet for et dem og os. Derfor lavede vi en kulturgruppe, som skulle kigge på en fælles kultur, som indebar alt fra at sige godmorgen til hinanden til en livsstilspolitik i forhold til de livsfaser, man er inde i.”

Og det var så også kulturgruppens idé at prøve at lave fordybelsestid. 

For at sætte nogle rammer for forsøget, valgte Green Power Denmark at koble konsulent Pia Hauge på.

”Hun vejledte os i forhold til udbytte, hvordan vi skulle forberede os, og hvad faldgruberne kunne være,” fortæller Kristian Jensen. 

For eksempel er det vigtigt, at man er forberedt på, hvad man vil lave, når klokken slår fordybelsestid, hvis den skal give mening. Man skal have en plan for tiden.

Desuden var det vigtigt at alle i organisationen deltog. Også direktørerne. Og så gik det ikke, at nogen alligevel lige sendte en mail rundt, selvom det ikke var meningen. Så ville det hele skride, lød advarslen.

Ro i hovedet

Derfor har det været et absolut no go at sende mails internt eller foretage opkald. Eller sågar at snakke med hinanden. 

”Hvis nogen har skullet hente sig en kop kaffe eller gå på toilet har de virkelig listet sig afsted. Det har været ønsket, at der skulle være rigtigt stille. Og det har været vildt at sidde herinde kl. 8.15, når det hele summer for så at opleve total stilhed, når klokken bliver 8.30. Og så når klokken bliver 11.30, så vælter det ind med mails, fordi nogle kolleger har gjort en rapport færdig eller har brug for en hjælpende hånd til at gøre noget færdigt,” fortæller Kristian Jensen.

Selvfølgelig har der kunnet opstå situationer ude fra, det har været nødvendigt at reagere på. 

”Jeg har sagt til mine folk: Tænk på det som om, det var en søndag. Hvis emnet er så brændende, at I vil sige ja til at mødes en søndag eftermiddag, så er det tilladt at bryde fordybningstiden,” siger Kristian Jensen. 

Men lynhurtigt har folk lært at helligholde de tre timer, som folk har oplevet som meget værdifulde. Hvad enten det har været for at skrive noget færdig ved skrivebordet, læse en rapport i nogle bløde møbler eller gå en tur for at lytte til en nørdet podcast fra udlandet. 

”Folk har været meget gode til at holde fast i tiden, fordi den netop giver noget ro i kroppen og i hovedet, der gør, at man kan have fokus på og fordybe sig i et emne, som man har brug for at blive klogere på.”

Nytænkning

Forsøget med de tre timers fordybelse har derfor også været med til at skabe en anden kultur i virksomheden, fordi det har været med til at ændre måden at arbejde på, når der ikke lige står fordybelse på skemaet. 

”Det er blevet mere legitimt at sætte sig i study for at læse en rapport eller sige, at nu tager jeg en periode, hvor jeg slukker telefonen eller lukker for nye indkomne mails, fordi jeg har noget, jeg skal være færdig med, læse op på eller fordi man har brug for at tænke over en problemstilling.”

Samtidig har det givet en oplevelse af at turde tænke nyt i organisationen. 

”Det betyder, at næste gang nogen kommer og siger: ”Skal vi ikke prøve det her?”, så er medarbejderne parate til at sige: jo lad os det. Vi forbedrer os kun, hvis vi tør udfordre gamle vaner og skaber kun en moderne arbejdsplads, hvis vi hele tiden tør undersøge, hvordan vi kan blive bedre til at løse den opgave, vi er sat i verden for. Det er den kulturelle forandring, jeg ønskede fra starten,” siger Kristian Jensen, der i evalueringen har set, at de ansatte i Green Power Denmark siger, at fordybelsestiden har givet dem en større glæde ved at gå på arbejde.

De oplever en mulighed for, at løse opgaver, de altid har haft interesse i, men aldrig har været i bund med. Og en større sikkerhed for, at det de laver er i høj nok kvalitet. 

Telefonen lægges væk

Ikke at det som sådan har reduceret arbejdspresset. For der er stadig samme mængde af mails og samme antal møder. 

”Men folk er rigtigt glade for at have fået muligheden for at koncentrere sig om noget, de selv prioriterer,” siger Kristian Jensen, der personligt har udviklet en bedre evne til at lægge telefonen væk. Også når der ikke er fordybelsestid. 

”Det er faktisk meget sjældent, det brænder så kraftigt, at jeg skal svare nogen inden for få minutter. Og hvis der virkelig er noget vigtigt, så er der nok nogen, der ringer til min sekretær, som så kan prikke mig på skulderen,” siger Kristian Jensen, der har brugt forårets fordybelsestid til at blive klædt fagligt på dels i forhold til netsystemet og netteknik dels i forhold til nye teorier om ledelsesudvikling. 

For efterårets fordybelsestid skal bruges til netop det.

”Jeg kommer til at diskutere med mig selv, hvordan vi laver den bedste ledelsesudvikling i Green Power Denmark,” siger Kristian Jensen om næste omgang fordybelse. 

Nyt forsøg

Forsøget med fordybelsestiden har kørt i seks uger hen over foråret, men efter en evaluering, er det blevet besluttet at fortsætte med fordybningstid efter sommerferien. 

Dog bliver de tre timer af praktiske grunde flyttet fra tirsdag formiddag til mandag eftermiddag, fordi tirsdag formiddag gik ud over for mange møder.

”Nu ser vi, om vi kan få samme positive kommentarer ud af at lægge det mandag eftermiddag. Det prøver vi så i tre måneder, og så må vi se. Hvis det viser sig, at tirsdag formiddag var bedre, går vi nok tilbage til det. Det handler også om kulturændring: Vi vil gerne have en arbejdskultur, hvor vi tester vores idéer, og det er legitimt at komme med forslag og udfordre vores egen vanetænkning.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også