Stibo-chef efter rekordresultat: At være ejet af en fond kan gøre en søvnig

Adrian Carr er ansat til at sparke software-koncernen Stibo Systems ud af døsigheden, der kommer af at være fondsejet. Med kulturændringen på plads øjner han nye indtægtskilder.
Topchefen for Stibo systems, Adrian Carr, har i sin hidtidige karriere arbejdet i større, amerikanske it-selskaber med private equity-kultur. | Foto: Stibo Systems/pr
Topchefen for Stibo systems, Adrian Carr, har i sin hidtidige karriere arbejdet i større, amerikanske it-selskaber med private equity-kultur. | Foto: Stibo Systems/pr

Selv om Stibo Systems landede det bedste regnskab i software-koncernens historie, så levede resultatet ikke op til egne forventninger. Alligevel er der tilfredshed at spore hos den britiske topchef Adrian Carr, der for knap to år siden overtog styringen af den Aarhus-baserede selskab, der ejes af Stibo-fonden.

”Min vigtigste opgave har været at lave en kulturændring. En af farerne ved at være ejet af en fond, der har 200 år på bagen, er at blive en smule søvnig, hvis du ikke skubber hårdt nok,” siger Adrian Carr til ITWatch på en videoforbindelse fra sit hjemmekontor i Storbritannien med en pixeleret udgave af Rolling Stones-tungen i baggrunden.

Stibo Systems sælger branchesoftware til primært globale retailers som Pepsi, Coca Cola og McDonald’s. 39 pct. af omsætningen kommer fra det nordamerikanske marked, og det er forventningen, at det tidligere trykkeri med base i Højbjerg, en forstad til Aarhus, skal blive endnu større på det amerikanske marked. 

”Fordelen ved at have en fond som ejer er, at vi kan have et reelt langsigtet fokus, men samtidig vil jeg stå oprejst på verdensscenen, fordi vi er et verdensførende softwareselskab – og det betyder vækst, profitabilitet og en vis af grad urgency. Vi kan ikke læne os tilbage, fordi fonden betaler. Det er os, der skal fore fondens pengekasse, vi skal arbejde lidt hårdere og lidt hurtigere,” siger Carr.

Hånd i hanke med omkostninger

Adrian Carr har i hele sin karriere arbejdet i større, amerikanske it-selskaber, hvor en private equity-kultur har hersket. Han beskriver selv kulturen som at vende hver en sten for at finde omkostningsbesparelser. En tilgang, han tog med, da han startede i Stibo Systems. 

Derfor lukkede han fire kontorer i Kina som det første i sin tid i Stibo Systems. Ikke på grund af geopolitiske gnidninger, men fordi selskabet efter ni år stadig ikke havde sorte tal på bundlinjen. Kompleksiteten ved at være på det kinesiske marked var for stor.

”Vi havde et meget afslappet forhold til vores omkostninger,” siger han, og tilføjer: 

”Set i bakspejlet var det heldigt, at vi trimmede vores omkostninger inden krigen i Ukraine, skyhøje gaspriser og recession. Ingen af os havde set det komme.”

Stibo Systems har 20 salgskontorer fordelt på ti lande. Ekspansionsiveren er stadig til stede, men Carr har omlagt strategien til at rette opmærksomheden mod flere brancher i stedet for mod flere lande. Alt fra olieselskaber til medicinalselskaber.

”Masterdata bliver ofte kaldt the golden record. Det er den information, som vi systematiserer for vores kunder, og med krav om at levere bæredygtighedsdata ser jeg kun det marked blive større,” siger Adrian Carr.

AI og ESG

Med næsten en femdobling i driftsindtjeningen fra 23 mio. kr. til 110 mio. kr. i det seneste årsregnskab, som tidligere beskrevet af ITWatch, er det tid for Carr at investere i forretningen. Det er her, at Carr for alvor liver op. 

Han har store forventninger til det nyligt indgåede partnerskab med Microsoft, hvor Stibo Systems får adgang til den amerikanske gigants AI-løsninger, som skal gøre håndtering af masterdata lettere.

Stibo Systems startede som et trykkeri. I 80’erne tog virksomheden en beslutning om at opbevare oplysningerne fra kunderne på en computer. Det var varedeklarationer, men også detailkædernes logistiske udfordringer med at transportere varer fra A til B. Spol flere årtier frem. Den datagrube er guld at træne AI på. 

”Hvis man ser AI på Gartners hype circle, så har vi ikke set toppen endnu. På et tidspunkt skal hypen nok dø ud, når vi finder ud af, at AI trods alt ikke kan vække os op om morgenen med morgenmaden klar. Men vi har kun kradset i overfladen i forhold til potentialet for at gøre lagerstyring smartere,” siger han.

For når Stibo Systems kunder skal styre deres lager, er det stadig meget manuelt arbejde. Men det er målsætningen, at Stibo Systems skal levere platformen og softwaren til, at lagerstyringen kan foregå mere gnidningsfrit.

Carr påpeger, at datapunkterne for eksempelvis bare et badekar kommer til at blive mange flere, når EU’s krav om ESG-rapportering for alvor træder i kraft. 

”Hvis du besøger en af Saint Gobains forretninger (Stibo Systems’ kunde, red.) for at købe et badekar, så vil du kunne se prisen, og hvad det er lavet af. Men med vores teknologi kan du scanne en QR-kode for at se badekarets klimapåvirkning. Vi har omkring 530 kunder på globalt plan. Det er min forventning, at to tredjedele af dem kommer til at tilføje den funktion,” siger han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også