Watch Medier

Små aktionærer i børsselskab modarbejder Stadils plan: Uacceptabelt tilbud

Investeringsrådgiver opfordrer mindretalsaktionærer i æggebakkeproducenten Brdr. Hartmann til at stemme mod hovedaktionærens plan om at indløse og afnotere aktierne fra fondsbørsen.

Christian Stadils tilbud om 300 kr. pr. aktie var til underkurs, allerede da det blev fremsat. | Foto: Gregers Tycho

Der er røre blandt de mindre aktionærer hos æggebakkeproducenten Hartmann, efter at storaktionær Thornico Holding, som er ejet af Christian Stadil, har foreslået en afnotering af selskabet fra fondsbørsen i København.

Tirsdag er det investeringsrådgiveren VN Capital Management LLC, der modsætter sig den nyligt bebudede afnotering og det efterfølgende købstilbud. Selskabet er investeringsrådgiver for en fond, der har købt aktier i Hartmann siden 2021 og i dag ejer omkring 1,6 pct. af aktierne i selskabet.

VN Capital opfordrer øvrige minoritetsaktionærer til at stemme mod forslaget om afnotering på den ekstraordinære generalforsamling den 16. oktober. Buddet på 300 kr. per aktie er ”uacceptabelt og undervurderer kraftigt værdien af verdens førende emballagevirksomhed til æg”, mener investeringsrådgiveren.

”Afnotering af Brødrene Hartmanns aktier skader minoritetsinvestorerne ved at fratage dem et marked for aktiehandel og tjener det formål at tvinge aktionærerne til på sigt at sælge ud til Stadil-familien til en kraftigt reduceret pris. Det er særligt skadeligt, eftersom mange af os gerne vil forblive ejere af denne blomstrende og verdensførende virksomhed,” siger James Vanasek, partner hos VN Capital, i en pressemeddelelse og varsler modstand:

”Denne transaktion med en nærtstående part skaber betydelige interessekonflikter for bestyrelsen. Ethvert forsøg på at løfte selskabet væk fra minoritetsaktionærerne til underpris vil møde kraftig modstand fra os,” 

Investeringsrådgiveren opfordrer bestyrelsen i Hartmann til sætte gang i ”en velplanlagt og robust salgsproces i stedet for at forære selskabet til Stadil-familien”.

Undersøger de juridiske muligheder

VN Capital undersøger nu, hvilke juridiske beføjelser der er til rådighed for at modsætte sig den foreslående afnotering og det efterfølgende købstilbud. Oveni rådes øvrige minoritetsaktionærer til at forkaste det fremsatte forslag på den kommende ekstraordinære generalforsamling.

Thornico Holding ejer i forvejen 68,6 pct. af Hartmann. En beslutning om afnotering vil ifølge fondsbørsens regler kræve opbakning fra aktionærer, der repræsenterer 90 pct. af aktiekapitalen.

En Hartmann-aktie stiger tirsdag formiddag 0,7 pct. til 310 kr. – dvs. 10 kr. over indløsningstilbuddet fra Stadil-familien.

Familien Stadil vil afnotere æggebakkeproducent fra børsen

Mere fra Watch Medier

Læs også

Relaterede

Seneste nyt fra alle vores medier

Jobs fra alle vores medier

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs