Flere af Bech-Bruuns klienter har som følge af Højesterets dom i udbyttesagen bedt advokatfirmaet om en redegørelse og har udtrykt tvivl om det fortsatte samarbejde, skriver Insidebusiness på baggrund af interne dokumenter fra Bech-Bruun, som mediet har fået indsigt i.
Konkret drejer det sig angiveligt om Aarhus Kommune, Fredericia Kommune, Roskilde Kommune og entreprenørkoncernen NCC, mens andre klienter har udtrykt ”sympati for Bech-Bruuns situation”, ligesom de har understreget, at dommen ”ikke får nogen betydning for det fremtidige samarbejde”, skriver Insidebusiness.
Bech-Bruun blev mandag 20. november dømt til at betale godt 500 mio. kr. inklusive renter i erstatning til Skatteforvaltningen i forbindelse med udbytteskandalen.
Som AdvokatWatch skrev i sidste uge har dommen fået flere lokalpolitikere til at overveje, om Bech-Bruun fortsat skal bruges som advokat.
”Der er mulighed for at opsige samarbejdet, og det synes jeg sådan set, at det må vi overveje meget kraftigt,” sagde viceborgmester i Roskilde Jette Tjørnlund (V) blandt andet, mens Mette Bjerre, byrådsmedlem fra SF i Aarhus Kommune stemte i.
Dagen efter dommen skrev hun til borgmesteren for at meddele, at man i SF vil opfordre til, at man tager sagen til efterretning ”og derved holder op med at samarbejde med Bech-Bruun og sender en indstilling om at finde en ny advokat til Aarhus Kommune.”
Kommuner er en vigtig klientgruppe for Bech-Bruun, og advokatfirmaets ledende partner, Steen Rode, holder fast i, at Bech-Bruun ”har et godt samarbejde og en god, åben og løbende dialog med vores klienter i både den offentlige og den private sektor.”
”Dialogen tager vi direkte med vores klienter,” udtalte Steen Rode i en kortfattet skriftlig kommentar til AdvokatWatch i sidste uge.
Bech-Bruun ønsker over for AdvokatWatch ikke at kommentere historien fra Insidebusiness, men henviser til Steen Rodes ovenstående skriftlige kommentar fra sidste uge.
AdvokatWatch har dækket sagen i Højesteret tæt. Læs alle artiklerne her.