Pensionsselskab melder om markant flere stressede kunder

Især yngre kvinder henvender sig til pensionsselskabet PFA for at få hjælp til behandling af stress og andre belastningsreaktioner.
"Oftest udløses stress af flere faktorer. Det er en kombination af helheden i den enkeltes liv, der udløser stress,” siger Rikke Bay Haaber, strategisk chef for sundhed i PFA. | Foto: Pr / Pfa
"Oftest udløses stress af flere faktorer. Det er en kombination af helheden i den enkeltes liv, der udløser stress,” siger Rikke Bay Haaber, strategisk chef for sundhed i PFA. | Foto: Pr / Pfa
af ritzau

Forsikringsselskabet PFA har siden 2017 oplevet en markant stigning i antallet af kunder, der henvender sig for at få hjælp, fordi de er ramt af stress.

Det skriver DR.

Og aldrig tidligere er PFA blevet kontaktet af så mange kunder med stress, som tilfældet har været i år.

I en mail til Ritzau oplyser PFA, at antallet af kunder, der henvendte sig med stress og belastningsreaktioner, steg med 12 pct. fra 2022 til 2023.

Yngre kvinder fylder mere i statistikkerne end mænd og ældre.

”Når vi ser på tallene, ser vi en generel stigning på tværs af aldersgrupper og køn, men især kvinder i aldersgruppen 15 til 40 år henvender sig med stress og beder om hjælp,” siger Rikke Bay Haaber, der er strategisk chef for sundhed i PFA, til Ritzau.

57,9 pct. af alle henvendelser om sygdom eller skader, som PFA har modtaget i 2023, drejede sig om psykiske skader. 61 pct. af henvendelserne om psykiske skader handlede om stress eller andre belastningsreaktioner.

Tilbage i 2017 var det til sammenligning 38,4 pct. af alle henvendelser, som skyldtes psykiske skader – altså psykiske udfordringer.

Rikke Bay Haaber vurderer, at udviklingen både er udtryk for, at der reelt er flere der er stressede, og at det er blevet mere legitimt at søge hjælp og sige det højt, hvis man rammes af stress.

”Det er blevet mere okay at sige, at man ikke har det godt, og det er blevet mere okay at række ud efter hjælp. Det er den positive side af medaljen. Men vi ser samtidig, at flere har behov for hjælp. Der er noget omkring tempoet på tværs af vores liv, og det at vi skal præstere på mange fronter.”

Rikke Bay Haaber. tilføjer, at der også er noget omkring hele den digitale udvikling, som stresser os.

Travlhed på job stresser

PFA har sammen med konsulentfirmaet Wilke foretaget en befolkningsundersøgelse, hvor respondenterne blandt andet bliver spurgt, om de oplever stress i hverdagen, og hvad der i så fald stresser dem.

Her svarer hver fjerde, 27 pct., at de i høj grad eller meget høj grad har en hverdag præget af stress.

48 pct. i denne gruppe svarer, at generel travlhed i hverdagen er en af de primære årsager til, at de er stressede, og 61 pct. svarer, at travlhed på arbejdet er en af de primære årsager til, at de føler sig stressede.

Respondenterne har kunnet vælge flere primære årsager til, at de føler, de er stressede.

”Vi spørger blandt andet ind til, om det er arbejdsrelateret stress, eller om den stress, de oplever, skyldes forhold i privatlivet. Der svarer de fleste, at det er arbejdsrelateret. Men oftest udløses stress af flere faktorer. Det er en kombination af helheden i den enkeltes liv, der udløser stress,” siger Rikke Bay Haaber.

Undersøgelsen er foretaget blandt 1005 personer i alderen 25 til 65 år.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også