Afgørelse i klimaretssag mod Danish Crown er udskudt

Dommen i ”Danmarks første klimaretssag” med potentielt præcedenssættende virkning er udskudt grundet sygdom og ferie.
Foto: Greenpeace
Foto: Greenpeace

Vestre Landsrets endelige afgørelse i ”Danmarks første klimaretssag” er udskudt fra 6. februar til 1. marts.

Det fortæller to af parterne i sagen til FødevareWatch, henholdsvis Danish Crown og Dansk Vegetarisk Forening (DVF) via advokat Marc Malmbak Stounberg fra Kontra Advokater, samt landsdommer hos Vestre Landsret, John Lundum.

Dommen falder nu 1. marts kl. 10 og foregår uden retsmøde. Den almindelige frist på to måneder er fraveget på grund af sygdom og afholdelse af ferie blandt de tre landsdommere, oplyser John Lundum.

Præcedens

Det er sagsøger, der kalder sagen for ”Danmarks første klimaretssag” grundet dens potentielt præcedenssættende virkning fremover. DVF og Klimabevægelsen med Forbrugerrådet Tænk som biintervenient har sagsøgt slagterikoncernen, med Dansk Industri og Dansk Erhverv på sidelinjen, for at bryde markedsføringslovens paragraf 5 i forbindelse med en kampagne for svinekød i 2020.

Sagen har ifølge flere aktører potentiale for at danne præcedens, fordi det er første gang, en sag om greenwashing er bragt foran en domstol. I første omgang skulle sagen for byretten, men da den blev vurderet til at have principiel karakter, røg den direkte videre til Vestre Landsret.

Greenwashing er et udtryk der bruges, når produkter bliver præsenteret som mere grønne og klimavenlige, end de egentlig er.

Sagens kerne

I 2020 lancerede Danish Crown kampagnen ”klimakontrolleret kød”.

Konkret er sætningen, ”dansk gris er mere klimavenlig, end du tror,” vildledende, skrev advokat Marc Malmbak Stounberg i påstandsdokumentet fra sagsøgere, fordi den giver ”forbrugeren det indtryk, at svinekød er klimavenligt, og fordi det giver gennemsnitsforbrugeren det indtryk, at forbrugerne generelt har en fejlagtig opfattelse af svinekøds klimaaftryk.”

Imens er brugen af begrebet ”klimakontrolleret” vildledende, fordi der ifølge sagsøgere ikke var ”udført en faktisk kontrol, ligesom betegnelsen heller ikke sikrer, at svinekødet lever op til visse minimumskriterier i forhold til klimapåvirkning,” skrev advokat Marc Malmbak Stounberg også på vegne af DVF.

Hos sagsøgte handler sagen grundlæggende om, hvorvidt selskaber skal kunne være i stand til at kommunikere om deres klimatiltag fremover, skrev Danish Crowns advokat, Claus Barrett Christiansen fra Bech-Bruun.

Dermed handler sagen i sidste ende om kommerciel ytringsfrihed, som sagsøgerne bringer i fare, hvis de får medhold i, at det er vildledende at skrive, at ”dansk gris er mere klimavenlig, end du tror,” lød det videre fra sagsøgte.

Forskellige domme fra udlandet

Mens det er første greenwashingsag for en domstol i Danmark, er der tidligere faldet domme i udlandet. I alt har der været 52 sager globalt, eksklusiv USA, hvor en virksomhed er blevet dømt for overtrædelse af markedsføringslovgivning via vildledende udsagn om klimatiltag.

Det fremgår af tal fra databasen Climatechasechart, lavet af det amerikanske institut the Sabin Center for Climate Change Law, der ligger under Columbia University i New York City.

Men tallene viser også, at de juridiske grænser for greenwashing går vidt forskelligt land for land, fortalte lektor og dr. jur. Anders Schäfer med speciale i blandt andet markedsføringsret til FødevareWatch i november 2023.

”Det er et område, hvor der er i gang med at udvikle sig en praksis, der ikke har været tidligere. Indtil da vil man opleve, at man går den ene vej i ét land og en anden vej i et andet land, ” siger Anders Schäfer.

For eksempel blev Arla dømt i Sverige for en kampagne, de blev frifundet for i Danmark, uden sagen nåede en domstol.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også