Endnu et dansk chokoladefirma varsler prisstigninger

Toms Gruppen, Sv. Michelsen, Summerbird og Aalborg Chokoladen har varslet prisstigninger eller overvejelser om det grundet stigende kakaopriser. Nu følger Peter Beier Chokolade trop.
Hos Peter Beier Chokolade udgør kakao mindst 70 pct. af indholdet i de færdige chokolader. | Foto: Mik Eskestad
Hos Peter Beier Chokolade udgør kakao mindst 70 pct. af indholdet i de færdige chokolader. | Foto: Mik Eskestad
Ritzau & Jens Stavnsbjerg

Mens de fleste andre fødevarer er faldet i pris hen over det seneste halve år, stikker nogle den modsatte vej.

Det gælder ikke mindst kakao, som lige nu handles til dobbelt så høje priser som for et år siden.

Det indebærer, at din yndlingschokolade enten allerede er blevet dyrere eller formentlig bliver det i nær fremtid.

Forklaringen på de stigende kakaopriser skal først og fremmest findes i en fejlslagen høst i Vestafrika – i Elfenbenskysten og Ghana – hvor op mod 80 procent af verdens kakao stammer fra.

”Vejret i Vestafrika har været usædvanligt varmt og tørt de seneste mange måneder. Derfor er der ikke høstet så meget kakao som forventet. Det kan ses på priserne, der ligger markant over det niveau, hvor vi ellers har ligget de seneste 5-10 år,” siger Ole Sloth Hansen, der er råvarestrateg i Saxo Bank.

Hos Peter Beier Chokolade udgør kakao mindst 70 procent af indholdet i de færdige chokolader.

Og selv om virksomheden har sin egen kakaoplantage i Caribien, er stifter og administrerende direktør Peter Beier nødt til at supplere med kakao udefra.

Derfor er også han mærket af kakaoens himmelflugt.

”Det er alvorligt, det her. Det er ikke længe siden, at vi gav 1800 pund for et ton kakao, og nu er vi oppe på 4500, så det kan ikke komme bag på nogen, at det sætter sig i slutleddet,” siger Peter Beier.

Han forventer dog ikke, at han kan hente alle prisstigningerne hjem ved at forhøje priserne på sin chokolade.

”Det kan vi ikke. Der er jo tale om en fordobling, og det kan vi ikke gå ud til kunderne med. Så køber de jo bare en pose Haribo i stedet for,” siger Peter Beier.

Ikke den første danske producent

FødevareWatch beskrev torsdag, hvordan de stigende råvarepriser på kakao havde fået en række andre danske producenter til enten at varsle prisstigninger eller fortælle om overvejelser i den retning.

Det gjaldt både Toms Gruppen, fynske Summerbird, Sv. Michelsen og Aalborg Chokoladen.

Tidligere var den amerikanske kæmpekoncern Hershey ude at varsle prisstigninger.

Alt sammen relateret til tørke og klimaproblemer i Vestafrika, der har ramt produktionen i regionen, hvor op mod 80 pct. af al kakao kommer fra.

Derudover har det sparsomme udbud og den høje efterspørgsel tiltrukket investorer, der spekulerer i prisen, og det har været med til at holde prisen oppe med negative konsekvenser for selskabet Sv. Michelsens Fairtrade-samarbejdspartnere i regionen, fortalte Daniel Paetsch, adm. direktør i Sv. Michelsen til FødevareWatch torsdag:

”Vi havde ikke forventet, at kakaopriserne ville blive ved med at stige så meget, som de har gjort, og lige nu sidder alle og venter på den kommende høst. Indtil da er der fortsat en hel del bullish indikatorer, og det har tiltrukket en række investorer, som spekulerer i kakaopriserne,” fortæller direktøren, der vurderer, at det har negative konsekvenser for Fairtrade-bønder, som Sv. Michelsen køber fra: 

”Så selv om højere kakaopriser egentlig burde være en god ting, og noget af det, vi kæmper for gennem Fairtrade-samarbejdet, så er dette desværre ikke noget, der kommer de lokale kakao-producenter til gode,” siger Daniel Paetsch.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også