Detailkæder forbyder ansatte at bruge røgfri nikotin i arbejdstiden

Mere end 71.000 ansatte i tre danske virksomheder må ikke længere bruge røgfri nikotinprodukter i arbejdstiden.
Det er slut med røgfri nikotinprodukter i arbejdstiden, hvis man er ansat hos Salling Group, Normal og Imerco. | Foto: Gregers Tycho
Det er slut med røgfri nikotinprodukter i arbejdstiden, hvis man er ansat hos Salling Group, Normal og Imerco. | Foto: Gregers Tycho
AF RITZAU

Butikskæderne under Salling Group, Normal og Imerco vil ikke se deres ansatte putte den lille hvide nikotinpose op under læben i arbejdstiden.

De tre virksomheder, der samlet set beskæftiger mere end 71.000 ansatte, har forbudt de ansatte at bruge røgfri nikotinprodukter – herunder nikotinposer – når de er på arbejde.

Det skriver Børsen.

”Det er et stimulerende middel, som ikke hører til, mens man arbejder. Sundhedsstyrelsen fraråder også, at man ryger eller bruger snus. Så det støtter vi ikke op om at bruge, mens man arbejder,” siger adm. direktør Torben Mouritsen fra Normal-kæden til mediet.

Han hæfter sig blandt andet ved, at Normal har mange unge ansat.

Hos dagligvaregiganten Salling Group, der står bag Føtex, Netto og Bilka, handler forbuddet om at skabe sunde rammer og vaner.

Det siger presseansvarlig i koncernen Jacob Krogsgaard Nielsen til Børsen.

Argumentet om unge i forbindelse med forbud mod røgfri nikotinprodukter i arbejdstiden vandt også indpas i Aarhus Byråd onsdag, hvor man vedtog et lignende forbud for kommunens 28.000 ansatte.

”Aarhus Kommune har et stort ansvar for at gå forrest og signalere, at nikotinprodukter, på lige fod med cigaretter, ikke er en del af kulturen som ansat i Aarhus Kommune,” lød det onsdag fra sundhedsrådmand Christian Budde (V) i et skriftligt svar til Ritzau.

Odense og Hørsholm kommuner har samme forbud for de ansatte i arbejdstiden.

Børsen har også spurgt andre danske virksomheder, om de har en lignende politik eller kunne forestille sig at indføre det.

Mediet skriver, at Søstrene Grene, Power, Coop og Elgiganten ikke har et forbud. Men Elgiganten vil ikke afvise, at det kan blive nødvendigt at se ind i et reelt forbud for de ansatte mod brug af røgfri nikotinprodukter i arbejdstiden.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også