Lego investerer tocifret millionbeløb i CO2-fanger for at nå klimamål

Den danske legetøjskoncern har indgået en niårig aftale med selskabet Climeworks, der står bag teknik og anlæg, der kan opfange og lagre CO2-emmissioner. 
Bæredygtighedschef i Lego, Anette Stube, tiltrådte i januar. | Foto: Lego/Pr
Bæredygtighedschef i Lego, Anette Stube, tiltrådte i januar. | Foto: Lego/Pr

Lego tager nye skridt for at nå koncernens målsætning om netto-nul udledning i 2050.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra koncernen, der har indgået en ny niårig aftale med virksomheden Climeworks, der har udviklet teknologi og anlæg til at opfange CO2-udledninger i atmosfæren og lagre dem. Selskabet har i øjeblikket et anlæg på Island opført i 2021 og yderligere et på vej samme sted.

Med aftalen investerer Lego-koncernen og ejeren Kirkbi i alt godt 19 mio. kr. i aftalen med Climeworks om CO2-fjernelse. 

Det sikrer Lego nogle klimakreditter, oplyser koncernen til Finans, men skal samtidig understøtte udviklingen og skaleringen af teknikken.

”Vi ønsker at gå forrest med at finde innovative løsninger på de udfordringer, vi står over for. Det er derfor, vi arbejder med innovatører som Climeworks – deres teknologi, som er en del af et varieret program af initiativer, kan hjælpe os og samfundet som helhed med at realisere den netto-nul fremtid, der er nødvendig for at beskytte vores planet i generationer fremover,” udtaler bæredygtighedschef i Lego, Annette Stube, i pressemeddelelsen.

Selskabet understreger, at hovedfokus i Legos grønne omstilling fortsat ligger i arbejdet med at reducere CO2-aftrykket fra egen værdikæde - i produktion, fabrikker, kontorer og butikker og i forsyningskæden.

Lego Group med topchef Niels B. Christiansen i spidsen har i år også indført bonus til ansatte, der hjælper med at nedbringe koncernens CO2-udledning. | Foto: Daniel Karmann/AP/Ritzau Scanpix
Lego Group med topchef Niels B. Christiansen i spidsen har i år også indført bonus til ansatte, der hjælper med at nedbringe koncernens CO2-udledning. | Foto: Daniel Karmann/AP/Ritzau Scanpix

Bonus for klimatiltag

Sidste år annoncerede Lego et mål om at være CO2-neutral i 2050, hvilket var en udbygning af de eksisterende ambitioner om at reducere CO2-emissioner med 37 pct. i 2032. Det er i stedet blevet et delmål på vejen mod 2050-målet.

Lego har fra i år indført en ny bonusordning for legetøjskæmpens medarbejdere, så ansatte kan opnå en bonus, hvis de hjælper Lego med at reducere koncernens CO2-udledninger.

”Ordningen kommer til at udvikle sig over tid, men vi håber, at det kan gøre CO2-reduktioner relevant for medarbejderne, så alle hjælper til med at få det til at ske,” sagde Niels B. Christiansen, adm. direktør i Lego Group til DetailWatch i forbindelse med 2023-regnskabet for Lego Group.

Ifølge Lego Groups bæredygtighedsrapport for 2023 går det dog den gale vej, og legetøjskoncernen øgede sine CO2-udledninger fra 1,6 mio. ton CO2-ækvivalenter i 2021 til 1,7 mio. ton i 2022. 

På trods af udviklingen er topchef Niels B. Christiansen overbevist om, at Lego kommer til at nå ambitionerne, sagde han til DetailWatch.

”Jeg er fortrøstningsfuld om, at vi kommer til at indfri målene for både 2032 og 2050, men jeg anerkender, at det kræver meget, og det er også, derfor vi investerer så meget, som vi gør lige nu,” sagde Niels B. Christiansen i den forbindelse til DetailWatch.

Lego øgede i 2023 investeringerne i reduktioner af CO2-emissioner med 60 pct. i forhold til 2022, og i 2025 forventer Lego, at 2023-niveauet er fordoblet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter